Konservativ nordjyde i chok: Han var troværdig, oprigtig og varm
Vibeke Gamst havde sine uenigheder med formand Søren Pape, men debatter foregik altid i en ordentlig tone
Troværdig, oprigtig og varm. Det er de tre første ord, der falder Vibeke Gamst ind, når hun skal beskrive sin partiformand Søren Pape, der lørdag er afgået ved døden i en alder af blot 52 år.
- Det var et chok for mig at høre om Sørens død. Det er jo alt for tidligt og derfor også forfærdeligt for Sørens familie, lyder det fra Vibeke Gamst, der er 2. viceborgmester og gruppeformand for De Konservative i Aalborg Byråd.
Vibeke Gamst sidder også i regionsrådet for Nordjylland, hvor hun er formand for Social- og Psykiatriudvalget.
- Han var en person, man kunne stole på. Velafbalanceret, udadvendt, men også blufærdig. Jeg vil kalde ham en hædersmand, siger Vibeke Gamst om sin nu afdøde formand.
Før han blev formand for De Konservative på landsplan var han en vellidt borgmester i Viborg Kommune.
- Men typisk for ham var han klar til udfordringen, da han blev opfordret til at blive landsformand for vort parti. Som han sagde dengang: Man skulle da være et skarn, hvis man ikke tog imod opfordringen, fortæller Vibeke Gamst.
Men Søren Pape havde også respekt for folk, når han mødte en partifælle med et synspunkt, som ikke helt harmonerede med hans eget.
- Senest på Landsrådet var han og jeg uenige om, hvem der skulle være vores spidskandidat til EU Parlamentet. Men han holdt en sober tone i debatten med blandt andre mig, lyder det fra en chokereret byråds- og regionsrådspolitiker.
Hun har også en stor portion af medlidenhed med sin nu afdøde formand ovenpå den hårde tid, Søren Pape måtte igennem med afsløringerne af hans daværende mands uærlighed omkring sin fortid.
- Det var jo forfærdelige ting, der kom frem, og det har helt sikkert været hårdt for ham, men også det tog han med en ro. Og han bevarede gejsten trods modgangen, lyder det fra Vibeke Gamst.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.