Trafik

Kun én passager per tog: Er lufthavnsstation en dyr fiasko?

En helt ny togstation i Aalborg Lufthavn til mange millioner har ikke fået den trafik som håbet. Nu mener flere, at den bedste beslutning ville være at lukke den. Men ikke alle er enige


Opdateret kl. 20:42

AALBORG: - Det her, det er ret fedt, sagde Rasmus Prehn, trafikpolitisk ordfører ved Socialdemokratiet, til Nordjyske tilbage i 2013, da Folketinget besluttede at bygge en ny togstation ved Aalborg Lufthavn.

Men var det nu egentlig det?

Dengang konkluderede Banedanmark allerede, at det ikke ville være samfundsøkonomisk rentabelt, og flere forskere advarede mod projektet. Det stoppede dog ikke byggeriet, og knap 300 millioner kroner senere stod togstationen færdig.

Den helt nye togstation åbnede i december 2020 med målet om at lokke flere passagerer til at lette fra landingsbanen i den nordjyske storby.

Problemet er bare, at næsten ingen tager togturen til lufthavnen.

Tomme togvogne

Nye tal fra Danmarks Statistik og Trafikstyrelsen viser, at der i perioden fra januar til maj 2024 i gennemsnit var én rejsende per togafgang på hverdage. Der er 29 afgange dagligt fra lufthavnen.

Det er en udfordring, som har eksisteret, siden de første tog blev sat ind på strækningen. 

Nu konkluderer Mogens Fosgerau, professor i transportøkonomi ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet, at det var en dum idé at bygge stationen. Det siger han til Mobilitywatch.

- At man har brugt penge på skinner og station er ikke et argument. De penge er væk, dem får man ikke igen. Hvis det giver tab at køre tog, så skal man jo bare holde op med det, siger Mogens Fosgerau til Mobilitywatch.

Ingen kvaler, staten betaler

Det er ikke ligefrem en billig omgang for de offentlige kasser.

Som tidligere beskrevet af Nordjyske, så betaler fælleskassen omtrent tolv kroner, hver gang en passager betaler en krone.

Det har dog aldrig været meningen, at togruten skulle give overskud, og at den ville give underskud, stod allerede klart for over 10 år siden, da det blev besluttet, at togstationen skulle bygges.

Pengene blev først og fremmest afsat, fordi der ellers ikke ville være penge til nordjyske projekter i trafikaftalen "En ny Storstrømsbro, Holstebromotorvejen mv."

Det er dog hverken DSB eller Nordjyske Jernbaner, som begge er fælles om at sørge for transporten til lufthavnen, der ender med at betale – det er Region Nordjylland.

- Det kommer til at blive en kæmpe succes

Da Nordjyske snakker med Rasmus Prehn og spørger ind til, hvorvidt han stadig synes, at togstationen er en god idé i 2024, er svaret tydeligt.

- Altså, jeg tænker, at mange vil tænke, at det skriger da til himlen, det er helt tåbeligt, det er spild af penge. Men projektet har jo ikke fået en ærlig chance, siger Rasmus Prehn, der i dag er formand for transportudvalget hos Socialdemokratiet.

Han mener, at der ikke er nogen tvivl om, at det at forbinde infrastruktur, så det hænger sammen, er en god idé. 

Det har man set med Københavns Lufthavn og i Holland, og det ligger til grund for, at han i 2013 mente, at det var en utrolig god idé i Nordjylland, specielt også fordi Lufthavnen selv så potentiale i det.

- Det hører jo med til historien, at der er en masse ting, som har stødt til. Lige da strækningen åbner, kommer der corona, så man kører ikke med tog. Og som om det ikke skulle være nok, har der været en masse bøvl med signalsystemer og sporarbejde.

- Det har mildest talt været uheldigt, og derfor har man ikke noget udgangspunkt at måle på nu, konstaterer Rasmus Prehn.

Han tilføjer, at projektet nu skal have en ærlig chance, hvor man får opgraderet det hele.

Han håber, at både Nordjyske Jernbaner og DSB, som kører på strækningen, samt Banedanmark, som servicerer strækningen, vil lægge nogle kræfter i at få det til at blive en succes.

- Hvis vi ser ind i en fremtid, hvor Aalborg bliver en af de lufthavne, hvor man kan flyve CO2-frit, og indenrigsflyvning bliver en endnu større succes, end det er i dag, så er det jo en fantastisk god mulighed.

- Det kommer til at blive en kæmpe succes, men det er ikke til at måle på nu, og det kan være, der går 20, 30, 40 år, før man kan se det. Hvis vi kommer igennem med at få mere bæredygtig luftfart, så kommer der meget skub i det, mener han.

Alternativet vil lukke stationen

Stod det til Alternativet, skulle Folketingets Transportudvalg sætte en deadline for, hvornår der skulle være sket en bedring i passagertallene på ruten. Hvis der ikke er kommet flere passagerer, bør man lukke stationen, fortæller Christina Olumeko, transportordfører i Alternativet, til Mobilitywatch.

Andre partier i Folketinget er dog ikke helt enige. Hos Konservative udtaler transportordfører Mai Mercado i en sms til Mobilitywatch, at der er behov for en grundanalyse af situationen og henviser til, at coronakrisen kan have haft en effekt på tallene.

- Lige nu og her synes jeg, at man fra Transportministeriets side, DSB, Banedanmark og Nordjyske Jernbaners side bør sætte sig sammen og lave en plan for, hvordan man får det her op at køre. Det har været tanken fra starten at lægge en strategi, og det har man ikke rigtigt formået, pointerer Rasmus Prehn.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden