Kunst i kridt og kalk: - Det bliver en unik oplevelse
Seks lokale kunstnere opfører vandreforestilling i kalkværk ved Mjels
MJELS: Har du lyst til en oplevelse lidt ud over det sædvanlige er chancen der fra 9. til 13. august, hvor seks lokale performance-, musik- og billedkunstnere indtager kalkværket i Mjels lidt udenfor Ferslev i Aalborg.
Kalkværket har nemlig sagt ja til at åbne sit område for vandreforestillingen "Kalkland", der er en del af det landsdækkende projekt, Performing Landscapes.
- Det er en mulighed for at opleve kunst og industri på samme sted og måske få et andet blik på, hvad det er ens fødder går på i Aalborg, fortæller Britt Kristensen, som er en af de medvirkende kunstnere i en pressemeddelelse.
Hun bor selv i Dronninglund, men hun glæder sig til at synliggøre, hvor vigtig kridtet er for området og landsdelen. Både til at bygge huse, til landbrug og til rekreative formål.
- Det har kæmpestor betydning heroppe, og derfor synes jeg også, DanKalk var modige, da de sagde ja til at lukke os ind. At de bare sagde: Lad os bare prøve det, selvom de sikkert tænkte, gad vide, hvad det er for noget, forklarer hun.
Forestillingen i kalkværket undersøger dets særlige landskab og guider publikum rundt over tre timer med forfriskninger undervejs.
- Det er en unik chance for at komme ind og kigge på, hvad Dankalk er for et sted. Man kan se det fra toget og fra landevejene, men hvad er det, der foregår derinde? Man kan både få stillet sin kunstneriske nysgerrighed og få set, hvad det er for en virksomhed, så man kan nørde på forskellige måder, tilføjer Britt Kristensen.
Som kunstner håber hun og de øvrige medvirkende, at de med "Kalkland” kan åbne publikums sanser for en sammensmeltning af industri, kunst og natur.
Forestillingen er blevet til i samarbejde mellem Aalborg Kommune, Kunsthal Nord, Københavns internationale teater Metropolis og Aalborg Teater, der står for billetsalget.
De lokale kunstnere, der står bag "Kalkland" er Sara Hagins, Ann Mai Lunde Røge, Britt Kristensen, Birgitte Lundtoft, Linh Le og Sonja Strange.
- Sara Hagins er samtidskunstner uddannet fra Centro de Arte e Comunicação Visual i Lissabon og arbejder med performative metoder omkring økologi, natursystemer og vores lokale miljøer. Spørgsmål om natur, interaktion og materiel udvikling præger Hagins’ arbejde, der kredser om “naturbegrebet” med sansning, fordi sanseviden, metoder og tilgange i høj grad sløres af et højteknologisk vidensamfund. Kunstneren finder denne sanseviden nødvendig for at udvikle en demokratisk forståelse af forholdet mellem menneskelige og ikke-menneskelige livsformer.
- Linh Le er performancekunstner og klimaaktivist. Kunstnerisk arbejder hun med at skabe rum for intimitet og healing relateret til emner som migration, klima- og biodiversitetskrise, isolation, fremmedgørelse, drømme og ønsker. Hun er uddannet i Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet og Performance Design & Planning fra Roskilde Universitet. Linh Le tilhører den nye generation af kunstnere, der med deres egen krop udforsker muligheden for at finde en balance mellem en voksende desperation i en verden af kriser og fastholde troen på en anderledes måde at være menneske/art på. Hun er medstifter og medlem af performance-klimaaktivistgruppen Becoming Species. Birgitte Lundtoft er danser og koreograf. Hun arbejder med kropslige og koreografiske landskaber, der forankrer og forandrer sig i horisontale og vertikale drivkræfter og fremdyrker et sprog, der maler med taktile, visuelle og bevægelige artikulationer.
- Britt Kristensen arbejder primært med karnevalskunst og gadeteater i KoloBritt i Dronninglund. Hendes kunstneriske praksis er skabt gennem mødet med karnevalskunstnere fra mange kulturer, hvorefter hun har oversat det til sit eget udtryk og kombineret formidlingen med intime interaktioner med publikum. Hendes kunst er ofte drevet af nysgerrighed og baseret på store mængder af research. Inspirationen kommer dels fra myter og folklore, men også fra en interesse i at vide, hvordan ting virker og hænger sammen – om det er natur, maskiner eller håndværk.
- Ann Mai Lunde Røge er uddannet fra University of Brighton Faculty of Arts i England. Gennem performance og multimediekunst undersøger hun kroppen som et sted for følelser og energi. Hun er interesseret kroppens relation til omgivelserne, og hun arbejder intuitivt med materialer og rum. Sonja Strange er en dansk billedkunstner med base i København. Hun er uddannet fra det Jyske Kunstakademi i 2008 og fra VSUP – Academy of Arts, Prague, Tjekkiet. Strange har udstillet i indog udland. Sonja Strange arbejder stedsspecifikt, hvor hun undersøger det givne steds historiske, biologiske og mytologiske lag – en slags udforskning af vores fælles sammensatte verden. Strange skaber derefter en ny fortælling, af performativ karakter, som udvikler sig til videoværker, kostumer, malerier, tekst og lyd.
- Det er opsigtsvækkende, at et kunstprojekt afholdes i kalkgrav – det er ret enestående. Og samtidig er det en mulighed for at perspektivere et materiale, der er grundstenen i en hel storby og indeholder så mange perspektiver både kulturelt, biologisk og politisk, forklarer Trevor Davies, der er kunstnerisk leder i Metropolis og initiativtager til projektet.
Udover Mjels er vil der i år også være Performing Landscapes forestillinger i Guldborgsund, Silkeborg, på Møn, i Aarhus, Skagen, Aabenraa, Randers, Roskilde og på Bornholm.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.