Kvinde har mistet livet i trafikulykke
Ulykken fandt sted torsdag eftermiddag
Opdateret 23. maj 2025 kl. 05:59
En trafikulykke i nærheden af Fjerritslev har torsdag eftermiddag kostet en kvinde livet.
Ulykken fandt sted ved 15-tiden på Klim Strandvej, da kvindens bil ramte et vejtræ.
Ingen andre biler var involveret i ulykken.
Ved ulykken brød bilen i brand.
- Beredskabet er først fremme og meddeler, at der er en person inde i bilen, siger vagtchef Jesper Sørensen.
Politiet har en formodning om, at den omkomne er en 58-årig kvinde, oplyser vagtchef Jesper Sørensen, Nordjyllands Politi.
Hendes nærmeste pårørende er underrettet.
Kvinden bliver først endeligt identificeret i løbet af de kommende dage.
Politiets indsatsleder og en bilinspektør arbejder torsdag eftermiddag på ulykkesstedet.