Debat

Læser: Cykelsti mellem Vodskov og Vestbjerg forsinkes

Debatindlægget handler om cykelstien mellem Vodskov og Vestbjerg.
Debatindlægget handler om cykelstien mellem Vodskov og Vestbjerg. Foto: Thomas Vilhelm/Ritzau Scanpix

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Børnesangen om de ”Ti små cyklisters” triste skæbne kan med lidt god vilje symbolisere den lange ventetid på en cykelsti mellem Vodskov og Vestbjerg, som blev besluttet af Aalborg Byråd i 2020. 

Projektet, som skulle have været færdigt i efteråret 2023, er her ved tærsklen til 2026 endnu ikke sat i gang. Årsagen er kompleks, herunder tekniske, praktiske og naturmæssige udfordringer og ikke mindst ukontrolleret kommunalt bureaukrati.

Det autonome embedsværk har i denne sag prioriteret hensyn til natur på bekostning af sagen. Lokale rygter om, at det er lodsejernes modvilje, der har bremset fremdriften i projektet er ikke korrekt. Tingvejen, en smuk, snoet vej med en hastighed på 8o km/t, er uegnet for cyklister, og en cykelsti, som har været ønsket i mange år, er en absolut nødvendighed.

Lodsejernes forslag om en dobbeltrettet cykelsti på nordsiden, som ville minimere miljøpåvirkningerne og være billigere i anlæg og drift, fandt støtte hos politikerne og store dele af lokalbefolkningen, men embedsværkets strenge naturhensyn og misforstået hensyn til nidkære og rigide regler, har sat en stopper for projektet.

Lokalbefolkningen må i denne, som i mange andre sager erkende sandheden i postulatet om: ”den mest magtfulde pave er en skrankepave”. Siden 2021 er flere uforudsete problemer opstået, blandt andet undersøgelse for flagermus og markfirben og manglende klarhed om ekspropriation af nødvendige arealer og anvisning af erstatningsnatur. 

Desuden har ulovlige arkæologiske udgravninger og træfældninger på lodsejernes arealer skabt konflikter. Ekspropriationsprocessen og anvisning af erstatnings-natur kunne have været igangsat for 4 år siden, men er først hovedkulds begyndt i foråret 2025.

Ekspropriationen er endnu ikke afsluttet, og projektet er udskudt på ubestemt tid. Det burde være en enkel og ukompliceret sag for en kommune af Aalborgs størrelse med 224.000 indbyggere, 18.000 ansatte og et budget på 15 milliarder kroner.

Alt dette er sket under en håndtering, præget af bureaukrati og kontornusseri, manglende overblik og utilstrækkelig politisk styring. Det er en skam for demokratiet og for cyklisterne, der blot ønsker en sikker og praktisk cykelsti. Hvis ikke sagen ved hjælp af lidt sund fornuft snart finder en løsning, risikere Aalborg Kommune at miste statstilskuddet på 9 millioner, og projektet vil antagelig gå tabt.

På vegne af lodsejergruppen ved Tingvej.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden