Erhverv

Kendt som "ham med damerne": Lasses virksomhed har stor succes

Lasse Holskos virksomhed Industrivejens Maskiner åbner en afdeling på Fyn - med en lille ekstra finurlighed

Den amerikanske verdensstjerne Julia Robert har givet navn til Lasse Holskos nye 50 tons Case CX490 gravemaskine.
Den amerikanske verdensstjerne Julia Robert har givet navn til Lasse Holskos nye 50 tons Case CX490 gravemaskine. Pressefoto

Opdateret kl. 07:59

NØRRESUNDBY: I entreprenørbranchen er han kendt som ”ham med damerne”.

Forklaringen er, at den 31-årige virksomhedsejer Lasse Holsko, der driver udlejningsforretning i hele landet, ikke er bleg for at opkalde sine maskiner i Industrivejens Maskinudlejning efter store personligheder. 

Navne som Julia Roberts, Sisse, Medina, Linse eller Celine Dion. 

- Julia Roberts ved ikke, at hun i Danmark har opkaldt 50 tons gult jern efter sig. Det er måske meget godt, vurderer Lasse Holsko med et grin.

Udlejer landet over

Lasse Holsko har specialiseret sig i store anlægsmaskiner, som han udlejer til entreprenør- og byggebranchen, industrien og landbruget landet over.  

Det har han så stor succes med, at han nu udvider sin virksomhed med endnu en afdeling. Denne gang i Langeskov på Fyn, oplyser han i en pressemeddelelse.

For tre år siden åbnede han en afdeling ved Hedensted mellem Horsens og Vejle. 

Lasse Holsko giver alle sine maskiner navne efter kendte kvinder. Her er han i godt selskab med sangerinden Celine Dion, som også lyder navnet CAT 906M. Pressefoto

Begge gange lige ud til motorvejen, så man slet ikke kan undgå at få øje på maskinerne.

- Det har været en succes, at vi åbnede en afdeling af Industrivejens Maskiner op ad motorvejen ved Hedensted for tre år siden. Nu laver vi en copy paste ved Langeskov, siger han.

Satser på at blive landsdækkende

Lasse Holsko satser også på at åbne en afdeling på Sjælland. Der kommer ikke til at gå mange år, spår han, og han har udset sig en placering ved motorvejen i området omkring Køge - for dermed at blive landsdækkende.

Nordjyden med de mange "damer" har opbygget en velvoksen forretning, der i seneste regnskabsår kunne notere et overskud efter skat på næsten 10 millioner kroner. Det suverænt bedste resultat, siden Lasse Holsko for 15 år siden begyndte at udleje maskiner.

I de første år var det blot på hobbybasis, men i 2012 blev firmaets første fuldtidsansatte værkstedsmand ansat. Siden er det gået stærkt.

700 maskiner med GPS

I dag har Industrivejens Maskiner et par håndfulde fuldtidsansatte og i omegnen af 700 maskiner udstyret med GPS. Det er hovedsageligt store entreprenørmaskiner, men kunderne har også mulighed for at leje mindre maskiner som gulvslibere, pladevibratorer og lignende materiel.

- Vi går meget efter de store og specielle maskiner, som andre udlejere ikke har. En langarmet gravemaskine eller en dumper på larvebånd, der ses fra motorvejen, skaffer kunder, siger Lasse Holsko, der dog ikke anser det for sandsynligt, at overskuddet bliver det samme næste år.

Overskuddet er, understreger han, et udtryk for et marked, som har været rigtigt godt.

- Det er vigtigt at huske, at med en stor maskinpark er der altid en stor risiko ved en konjunkturændring, siger han. 

- Min mavefornemmelse er, at entreprenørerne fortsat har travlt, men på byggesiden - det vil sige teleskoplæssere, bomlifte og generelt nybyg - ændrer det sig til et lavere niveau.

- Det er et udtryk for stigende byggematerialer, og at renten har været opadgående. Derfor har mange bremset store lejlighedsbyggerier og nye typehuse, siger han.

Forventer dårligere regnskab

Lasse Holsko peger også på, at han selv er i fuld sving med at ansætte personale til den nye afdeling i Langeskov. 

- Derfor forventer vi et dårligere regnskab næste år. Det koster penge at starte nye ting op, men forhåbentligt kommer vi stærkt igen.

Industrivejens Maskiners nye fynske afdeling vil være helt klar i begyndelsen af november.

- Vi startede i Langeskov med at sætte syv gravemaskiner ud til vejen. De fem blev lejet ud, før vi rigtig havde åbnet den nye afdeling, og kunderne hentede selv maskinerne. Så noget tyder på, at vi har et rigtigt koncept, konstaterer han.

I øvrigt er Lasse Holsko ikke ene om navnet Industrivejens Maskiner. Der er nemlig to virksomheder, som begge brandes under samme navn.

Lasse Holskos far, Jan Holsko, ejer den ene, Industrivejens Maskiner ApS, som fra adresserne i Aabybro og Nørresundby tager sig af de små og mindre maskiner. Den anden hedder i CVR-registret Lasse Holsko ApS og er den med afdelinger i Hedensted og Langeskov samt de store maskiner i Nørresundby.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden