Det handler om digt og løgn. Om en vidtløftig rensdyrjæger fra Gudbrandsdalen og den norske nationalskjald Henrik Ibsen, der mente, at hvis man tager livsløgnen fra gennemsnitsmennesket, så dør det. I løgnen bor sandheden.

Det kan lyde en kende mystisk og det er det også, når stykket ruller over scenen med én skuespiller - Morten Burian - og en række aktører, hentet blandt frivillige i salen.

En sjov idé, der udføres glimrende, med instruktioner via udleverede hovedtelefoner og stor velvilje fra de udvalgte.

Men nogen egentlig mening med dette kunstgreb er det lidt svært at finde. Det bliver lidt rodet og dilettantagtig.

Det oprindelige folkesagn om Peer Gynt er ni sider langt. Ibsens version er på over 200 sider, og de 191 sider, vi beskæftiger os med her, sammenfletter Ibsens egen version - eller versioner – med hans egen historie.

Ibsen bruger i stykkets præmis ligesom Peer Gynt løgnen som redskab og arbejder historier fra sit liv ind i stykket, så vi møder en løgnagtig Ibsen, der fortæller historien om den løgnagtige Peer Gynt.

Vi opfatter Ibsen som alvorstung og tragisk drama, men netop Peer Gynt er en satire, der med musik af Edvard Grieg bevæger sig over i revygenren og udstiller hovedpersonen som en ansvarsløs drømmer og eventyrer, der svigter alt og alle for egen fordel - men frelses fra fortabelse gennem kærlighed.

Om dette er Ibsens selvbillede er svært at slå fast på baggrund af dette stykke. Men det er den påstand, vi præsenteres for.

Men hvem er vi selv, når vi selv skal sige det? I nutiden iscenesætter vi os selv på sociale medier og på netdating, hvor sandhed ofte overtrumfes af det overfladiske indtryk.

Og sandt at sige pynter vi jo alle mere eller mindre på virkeligheden for at kunne holde den og os selv ud. Det er Ibsens sandhed om livsløgnen

Set i det perspektiv er budskabet i Peer Gynt særdeles nutidigt, men så skal man godt nok også strække sig et stykke vej. For uden indsigt i Ibsens liv, samtid og værker bliver det lidt langtrukkent og en kende kedeligt at følge i Peer Gynts og Ibsens fodspor gennem digt og virkelighed.

Der er masser af spøjse og komiske indslag, og Morten Burian slider bravt, både med sin egen rolle og med det medspillende publikum. Men dette element overtager hovedrollen, og det giver ikke rigtig mening.

Der er mange gode grunde til at give Ibsen en moderne overhaling. For han kunne noget med sine psykologisk-realistiske dramaer, der stadig spilles på scener over alt i verden. Et dukkehjem, Hedda Gabler, Fruen fra havet, Vildanden for blot at nævne nogle af de mest kendte, formidler store følelser og tragedier, der udfoldes på baggrund af snævre sociale rammer, fordomme og fortielser.

Men der kommer vi slet ikke hen.

Peer Gynt? er modigt teater, men modet lander som et halvkvalt grin hos den del af publikum, der bliver siddende på deres pladser. Umiddelbart virker det, som om de medvirkende blandt publikum er de, der har det sjovest.