Luftens giganter sikrer varmen i det kolde nord

Hercules-fly fra Aalborg overtager opgaven med at flyve brændstof til rigsfællesskabets yderste front

Danske Hercules-fly får nu det fulde ansvar for og arbejde med at forsyne Station Nord i Nordgrønland med brændstof. I øjeblikket sker det fra en norsk militærbase på Andøya sydvest for Tromsø. Foto: Air Transport Wing Aalborg

Danske Hercules-fly får nu det fulde ansvar for og arbejde med at forsyne Station Nord i Nordgrønland med brændstof. I øjeblikket sker det fra en norsk militærbase på Andøya sydvest for Tromsø. Foto: Air Transport Wing Aalborg

AALBORG:Efter en pause på mere end 10 år bliver det igen det danske luftforsvars giganter, der får det fulde ansvar for, at soldaterne på Station Nord i Grønland kan holde varmen på den yderste post i Rigsfællesskabet.

Det oplyser Forsvarskommandoen.

Det er Air Transport Wing Aalborg, der opererer Forsvarets fire C-130 Hercules-transportfly, som overtager opgaven fra ukrainske fly, som siden 2009 har været hyret ind til at flyve de store mængder brændstof op til Station Nord.

Her bliver der årligt brugt mellem 500.000 og 650.000 liter brændstof.

Station Nord

Station Nord er indgangen til Nordøstgrønland. Fem mand er året rundt klar til at servicere Sirius-patruljen og andre af Forsvarets enheder.

Station Nord ligger Prinsesse Ingeborg Halvø i Kronprins Christians Land i det nordøstlige hjørne af Grønland, kun 933 km fra Nordpolen. Det primære formål med stationen er at holde landingsbanen og indkvarteringsfaciliteterne klar året rundt til Forsvarets enheder, ikke mindst Slædepatruljen Sirius og Luftgruppe Vest.

Station Nord blev anlagt mellem 1952-56 som en vejr- og telestation med landingsbane. USA's forsvar brugte blandt andet station som støtte for Thule Air Base.

I 1971 ophørte USA med at gøre brug af Station Nord, og den danske regering besluttede at nedlægge den, hvorefter den blev forladt i 1972.

I 1974 besluttede Forsvarskommandoen at genåbne stationen, og 5. august 1975 strøg Dannebrog igen til tops uden for den gamle stationslederbygning efter landing med en af Flyvevåbnets dengang helt nye C-130 Hercules fly.

Hercules-flyene er en del af eskadrille 721, som tager sig af lufttransport for den danske stat, kongehuset, Nato, FN og velgørenhedsorganisationer som Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp. Foruden Hercules-flyene har eskadrille 721 også ansvaret for de fire danske Challenger 604-fly.

Eskadrillens loadmaster, sergent Helt, glæder sig over, at opgaven med at flyve brændstof til Station Nord er tilbage hos det danske flyvevåben.

- Vi var kede af at miste opgaven, da vi synes rigtig godt om den. Vi glæder os til at flyve og til at hjælpe Station Nord, siger han i en artikel på forsvaret.dk

At opgaven er tilbage på danske hænder øger fleksibiliteten i forsyningssikkerheden, da levering kan ske fra dag til dag, hvor det indlysende krævede længere tids varsel i aftalen med ukrainerne. Her har den tilspidsede sikkerhedspolitiske situation i Arktis givet spillet ind på beslutningen om at tage kontrakten hjem.

Da opgaven sidst lå hos det danske mandskab, anvendte man aluminiumstanke til transport af brændstoffet. I det nye setup skal brændstoffet transporteres i gummitanke, der går under navnet BATT 2100.

Personel fra eskadrille 721 hos Air Transport Wing i Aalborg ser på de nye gummitanke, der skal rumme det brændstof, som leveres til Station Nord. Foto: Emma Kjærside/Forsvarskommandoen

Personel fra eskadrille 721 hos Air Transport Wing i Aalborg ser på de nye gummitanke, der skal rumme det brændstof, som leveres til Station Nord. Foto: Emma Kjærside/Forsvarskommandoen

Dem anvendte de ukrainske IL-76-fly også, og gummitankene har ifølge oversergent Helt mange fordele.

- De er nye og har ingen skader. De er nemme at håndtere, og det kræver ikke meget plads at opmagasinere dem, da de kan foldes sammen og være på en Europalle, siger han.

De oppustelige tanke er produceret i Canada, og hver tank kan rumme knap 8000 liter brændstof. Der er plads til to tanke i et Hercules-fly.

Øget sikkerhed

Udover at tankene er nemme at opbevare, er de lette at reparere, hvis uheldet er ude, og en tank går i stykker under transporten.

- Sikkerheden er højnet. Hvis der går hul på en tank undervejs, kan vi reparere den i luften med tilhørende lappegrej. Kan det ikke lade sig gøre, kan vi i nødsituationer smide tanken ud af flyet på 30-60 sekunder, når vi har fundet et sikkert sted at droppe den, siger oversergent Helt.

Sådan fungerer de nye canadiske gummitanke, der skal rumme brændstof til Station Nord. Grafik: Forsvaret

Sådan fungerer de nye canadiske gummitanke, der skal rumme brændstof til Station Nord. Grafik: Forsvaret

Gummitankene gør transporten hurtigere, da tankene er hurtigere at montere og påfylde. Tankenes udformning sørger desuden for, at mandskabet ikke bliver generet af lugten af brændstof undervejs på flyveturen – medmindre der sker en lækage.

- Alle, der har med flybrændstof at gøre, ved, det lugter forfærdeligt. Selv meget små mængder lugter voldsomt, og derfor skal der ikke meget til, før man tror, der er en kæmpe lækage, siger oversergent Helt.

Gummitankene, der er produceret i Canada, rummer 8000 liter, og der kan være to i et Hercules-fly. Foto: Emma Kjærside/Forsvarskommandoen

Gummitankene, der er produceret i Canada, rummer 8000 liter, og der kan være to i et Hercules-fly. Foto: Emma Kjærside/Forsvarskommandoen

Covid-19 ændrer på ruten

Førhen er transporten forgået via Thule Air Base. I år flyver de to Hercules-fly via Nordnorge, bl.a. på grund af Covid-19-situationen. Flyvetiden er nogenlunde den samme fra Nordnorge som fra Thule.

På grund af Covid-19 foregår en del af den danske brændstof-levering til Station Nord via den norske base på Andøya. Foto: Air Transport Wing Aalborg

På grund af Covid-19 foregår en del af den danske brændstof-levering til Station Nord via den norske base på Andøya. Foto: Air Transport Wing Aalborg

Målet er at transportere i alt 600.000 liter brændstof til Station Nord henover sommeren. De første otte missioner har fundet sted i uge 29, hvor Station Nord modtog 131.000 liter brændstof. Flyene skal på vingerne igen hen over sensommeren for at transportere de resterende mængder brændstof.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.