Lufthavnsdirektør: En konkurs vil slå hårdt

Direktør Søren Svendsen, Aalborg Lufthavn, håber, at staten træder til med likviditet til den trængte luftfart

Søren Svendsen, direktør for Aalborg Lufthavn, opfordrer kraftigt staten til at sikre luftfartsselskaber likviditet til at stå igennem krisen.

Søren Svendsen, direktør for Aalborg Lufthavn, opfordrer kraftigt staten til at sikre luftfartsselskaber likviditet til at stå igennem krisen.

AALBORG:Direktør for Aalborg Lufthavn Søren Svendsen kan i øjeblikket konstatere et fald i antallet af passagerer på 4000 i marts til dato i forhold til sidste år, og som konsekvens deraf et tab for lufthavnen på cirka 400.000 kr.

Det er dog ikke det, der er hans største bekymring. Målet for den er luftfartselskabernes ve og vel.

Udskudte skat og moms

- Vi siger altid, at går det godt for selskaberne, går det godt for Aalborg Lufthavn. Jeg håber derfor, at de luftfartsselskaber, der flyver herfra, får en hjælpende hånd i forhold til den likviditetskrise, de er havnet i, siger Søren Svendsen, der ser udskydelse af betaling af skat, moms og arbejdsmarkedsbidrag som nogle af de muligheder, staten har i forhold til at give branchen en hjælpende hånd.

Og det var netop sådanne hjælpeforanstaltninger, der ifølge Søren Svendsen blev drøftet på et møde, han deltog i, mellem de danske luftfartsselskabers brancheforening og Simon Kollerup (S).

- En træls situation

- Flyselskaberne har et dyrt produktionsapparat i form af fly og et stort antal medarbejdere, og derfor er faldet i indtægter en stor udfordring for dem. Hvis selskaber, der flyver på Aalborg, går konkurs, bliver det en rigtig træls situation, også for lufthavnen. Hvis de ”bare” mister indtægter i nogle måneder, er det noget andet. Derfor er det vigtigt, de får hjælp til at komme igennem det her, siger Søren Svendsen, der dog forudser, at det godt kan vare året ud, før branchen som helhed er oppe på fulde omdrejninger.

- Hvis det ikke lykkes charterselskaberne at få gang i salget af rejser i den nærmeste fremtid kan det jo godt være, at de bliver nervøse for ikke at få salget op på niveau med tidligere år, hvilet kan få dem til at reducere antallet af afgange, siger Søren Svendsen.

Søren Svendsen, direktør for Aalborg Lufthavn, opfordrer kraftigt staten til at sikre luftfartsselskaber likviditet til at stå igennem krisen. Foto: Bent Bach

Søren Svendsen, direktør for Aalborg Lufthavn, opfordrer kraftigt staten til at sikre luftfartsselskaber likviditet til at stå igennem krisen. Foto: Bent Bach

Faldet på 4000 passagerer svarer til et fald på 17 procent, et dyk som lufthavnsdirektøren uden betænkningstid karakteriserer som det største for lufthavnen til dato.

Kunder følger anbefalinger

Faldet fordeler sig nogenlunde ligeligt på indenrigs-, udenrigs- og charterruterne. Men der er dog variationer. Eksempelvis for charterruterne gælder, at der ikke er det store frafald på de lidt længere ruter, eksempelvis Grand Canaria, Tenerife og Formentera.

- Jeg tror, at det handler om, at de rejsende følger udenrigsministeriets vejledninger, og der er ikke noget i vejen for, at folk rejser på ferie de pågældende steder, siger Søren Svendsen.

Vil være på den sikre side

Hvad inden- og udenrigsruterne angår, er faldet blot en smule større end for udenrigsruterne, hvilket ifølge Søren Svendsen umiddelbart kan undre, da der jo aktuelt ikke er advarsler forbundet med rejser til København - i modsætning til mange udenlandske destinationer.

- Jeg vurderer, at det handler om, at nogle virksomheder ønsker helt at være på den sikre side og derfor også holder sig fra at lade medarbejderne flyve indenrigs, siger han.

Millioninvestering udskydes

Til trods for, at lufthavnens eget tab på 400.000 kr. ikke udgør en stor udfordring for den økonomisk velpolstrede lufthavn, er det dog noget, der bliver reageret på.

- Normalt ansætter et antal personer til at hjælpe os hen over sommeren, men i øjeblikket vurderer vi, om vi skal være tilbageholdende med de ekstra ansatte, siger Søren Svendsen, der oplyser, at det i et normalt år drejer sig om 30-40 personer, hvoraf en del dog er deltidsansatte.

Desuden har lufthavnen valgt at udskyde en investering på 10 millioner kroner i ny parkeringsrampe til fly.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.