Byggeprojekter

Lys idé: Aalborgtårnet skal skinne om natten året rundt

Det ekstraordinære lysprojekt 4. maj med at oplyse Aalborgtårnet i Dannebrogs farver, har inspireret til en idé om at belyse tårnet på en mere markant måde året rundt

Aalborgtårnet bør lyset op markant helt året i stil med den lyssætning, der var på det aalborgensiske vartegn i anledning af 75-året for Danmarks befrielse.  Arkivfoto: Henrik Bo

Aalborgtårnet bør lyset op markant helt året i stil med den lyssætning, der var på det aalborgensiske vartegn i anledning af 75-året for Danmarks befrielse. Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG:Den flotte ekstraordinære belysning i rød-hvide farver af Aalborgtårnet 4. maj i anledning af 75-året for Danmarks befrielse, gjorde så stort indtryk på Peter Svendsen fra Vejgaard, at han nu vil arbejde på at få lavet en permanent opgradering af belysningen af Aalborgs vartegn.

- Jeg tænkte med det samme, at det her må simpelt hen ikke stoppe igen. Der så meget belysning af træer og bygninger i forvejen. Så hvorfor ikke også på Aalborgs flotte vartegn, siger han.

Peter Svendsen oprettede fluks en facebookgruppe, Bevar lyset på Aalborgtårnet, der i løbet af to døgn er vokset til 2.600 medlemmer, der alle er begejstrede for idéen.

Borgmester og ejer positive

Og den positive opbakning rækker også ud blandt dem, der skal involveres, for at virkeliggøre projektet. Både formanden for Det Broderlige Skydeselskab, der ejer tårnet, Poul Bach og Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen er særdeles positive over for at gå videre med idéen.

- Aalborgtårnet var jo megaflot den dag. Jeg har også set facebookgruppen, og jeg synes det er en rigtig god idé, som vi bør tale om i byrådet og og by- og landskabsudvalget, lyder det fra Thomas Kastrup-Larsen.

Inden projektet kan blive til virkelighed, er dog der en lang projekterings og planlægningsfase, hvor også naboerne til Aalborgtårnet skal høres. Men ejerne af tårnet spiller helt sikkert med, fortæller formanden for Det Broderlige Skydeselskab Poul Bach.

- Aalborgtårnet er jo byens vartegn med en flot placering, så det kunne jo være fint at få lavet en belysning, der markerer det mere skarpt end de nuværende natriumgule lamper, der jo er meget diskrete siger han.

Peter Svendsen fotograferede den spektakulære lyssætning af Aalborgtårnet 4. maj. Privatfoto

Peter Svendsen fotograferede den spektakulære lyssætning af Aalborgtårnet 4. maj. Privatfoto

Poul Bach kan sagtens se lysprojektet i samspil med den store renovering af Aalborgtårnets top, skydeselskabet i forvejen arbejder på.

- Jeg er helt sikker på, at når folk, der har forstand på den slags, laver en lyssætning, så bliver det så diskret, at det ikke vil give problemer, lyder det fra skydebrødrenes formand, der dog understreger, at der skal et mere håndfast projekt på banen, før han og den øvrige bestyrelse i Det Broderlige Skydeselskab kan sige ja eller nej.

- Men vi synes da, det kunne være spændende med sådant et projekt, der jo også kunne give lidt liv til vores profil heroppe, siger han.

Mere håndfast projekt er på vej

Idémanden Peter Svendsen, der til daglig er bygningsfunktionær i Plusbolig, har ikke selv erfaring i den slags, men han er allerede blevet inviteret til et møde med det firma, der stod bag lysmarkeringen 4. maj.

- Der skal jeg høre lidt mere om, hvad der kan være af muligheder, siger han.

Han drømmer selv om hvide og røde ben og et rødt og et hvidt bånd på huset i toppen af tårnet. Gerne med lidt ændringer i løbet af døgnet, men det det skal gøres på en måde, der ikke skæmmer, understreger han.

Mulige sponsorer har meldt sig

Peter Svendsen har allerede fået to henvendelser fra mulige sponsorer til lysprojektet, men der er mange ting, der skal falde på plads, før han når så langt. Og Peter Svendsen er ikke i tvivl om, han selv skal være med hele vejen.

- Facebookgruppen var jo lidt en prøveballon, for se om der overhovedet er andre end mig, der synes, det er en god idé. Men med den opbakning, der har været allerede nu, er jeg klar til at gå hele vejen med fuld speed, siger Peter Svendsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.