Mand kom kørende: Pludselig brød bilen i brand
Bil overtændt ved ildebrand i Aalborg
Opdateret kl. 16:54
AALBORG: Nordjyllands Politi og beredskabet kørte tirsdag eftermiddag til Humlebakken, hvor der var gået ild i en bil.
En mand kom kørende ad Humlebakken i Aalborg, da hans bil pludselig gik ud. Føreren steg ud, og mens han kiggede på bilen, udbrød der ildebrand.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Mads Hessellund.
- Bilen har været voldsomt overtændt, og det gav en del røg, men brandvæsnet har slukket branden, siger Mads Hessellund.
Vejbaner spærret
Politiet formoder, at det er noget teknisk i bilen, der har forårsaget branden. Det vurderer de ud fra førerens forklaring om, at bilen gik ud og selvantændte. Branden forårsagede trafikale problemer.
- Vi spærrede begge vejbaner af, men har nu åbnet op i vestlig retning. Vi regner med at åbne op i begge retninger inden længe, meldte Mads Hessellund ved 16.30-tiden.
Føreren af bilen er uskadt, da han nåede at komme væk fra ilden.