Mand luskede rundt om natten og rykkede i dørhåndtag
En mand har i nattens mulm og mørke forsøgt at bryde ind i en række boliger i flere byer
Borgere i Vestbjerg og Vodskov har i to lokale Facebook-grupper delt beretninger om en mand, der har forsøgt at begå indbrud hos dem nætterne mellem mandag 14. august og onsdag 16. august.
Manden benyttede sig af den simple metode at gå op til døren, tage i håndtaget, og hvis der var låst, gik han videre til sit næste mål. Flere steder mødte han ulåste døre.
Ulf Munch Sørensen, politikommissær ved Nordjyllands Politi fortæller, at de indtil videre har modtaget 7-8 anmeldelser af manden.
Manden lykkedes med at begå indbrud tre steder, hvor han gik efter kontanter.
Det har skabt stor utryghed i de to byer, og på Facebook-opslagene i de to lokalgrupper er der adskillige vidneberetninger og skræmte og vrede borgere, der enten har set eller haft besøg af manden.
Fanget på overvågning
Flere af de berørte borgere skriver på Facebook, at de ligger inde med videoovervågning af manden, og Ulf Munch Sørensen bekræfter, at politiet har modtaget overvågningsmateriale.
Mette Nielsen fra Vestbjerg, som er en af dem, hvis hjem manden har forsøgt at få afgang til, fortæller:
- Han var ved os lidt over fem, natten mellem tirsdag og onsdag. Han gik og rykkede i begge døre, kan vi se på overvågningen.
Ulf Munch Sørensen fortæller, at der ikke er noget, der tyder på, at der skulle være nogen sammenhæng mellem indbruddene i Vodskov og Vestbjerg og dem, der den seneste periode er fundet sted i Støvring og Gistrup.
Han fortæller desuden, at der ikke er noget der indikerer, at der er tale om mere end den ene gerningsmand.
Han opfordrer borgerne i området til at huske at låse dørene samt henvende sig til Nordjyllands Politi, hvis de har oplysninger om eller overvågningsmateriale af manden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.