Overfald

Mand overfaldet og stukket ned i Nørresundby: 27-årig dømt for brutalt overfald

En formiddag i februar blev en 33-årig mand overfaldet af fire mænd, da han steg ud af en bil foran en villa i Nørresundby

Politiet var talstærkt til stede på Thuresensvej i Nørresundby efter overfaldet. Arkivfoto: Henrik Bo

Politiet var talstærkt til stede på Thuresensvej i Nørresundby efter overfaldet. Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG:En tirsdag morgen i februar blev en på det tidspunkt 33-årig mand overfaldet af fire personer, mens han var på vej ud af en bil på Thuresensvej i Nørresundby.

Gerningsmændene omringede bilen og smadrede sideruden. Herefter blev ofret stukket i låret med en kniv.

Det lykkedes ham at komme ud af bilen, men han blev herefter også stukket i armen, inden de fire maskerede gerningsmænd flygtede fra stedet i en sort stationcar.

Den 33-årige blev kørt på hospitalet. Han var på trods af knivstikkene i venstre lår og højre overarm ikke i livsfare.

Anholdt på Sjælland

To personer på henholdsvis 26 og 32 år blev i starten af maj anholdt for overfaldet i en politiaktion på Sjælland.

De har begge siddet varetægtsfængslet siden. Den 26-årige er i mellemtiden fyldt 27, og fordi han har erkendt at have været med til overfaldet, blev hans sag fredag kørt som en tilståelsessag ved retten i Aalborg.

Her erkendte han at have været tilstede ved overfaldet, og selv om han ikke erkendte at have stukket ofret, blev han dømt for hele overfaldet alligevel.

Det fortæller anklager ved Nordjyllands Politi Kristina Frandsen til NORDJYSKE.

Fordi sagen kørte som en tilståelsessag var det kun den 27-åriges egen forklaring, der blev fremført i retten. Og det var derfor kun den, der lå til grund for dommen.

Den 27-årige blev idømt ét års ubetinget fængsel.

Ifølge anklageren sagde den 27-årige, at han ikke kender ofret.

Den 32-årige, der også er varetægtsfængslet i sagen, nægter sig skyldig, og skal derfor først for retten senere i en domsmandssag, hvor politiet også skal fremføre beviser.

De to øvrige gerningsmænd er stadig på fri fod.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.