Mand stukket i maven med kniv på bosted
Efter en operation er mandens tilstand stabil
Opdateret kl. 14:53
Opdateret med flere oplysninger efter grundlovsforhør torsdag.
TYLSTRUP: Klokken 22.40 onsdag modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om et knivstikkeri i på et opholdssted på Luneborgvej, der ligger nordvest for Tylstrup.
- En 29-årig mandlig beboer er blevet stukket af en 43-årig mandlig beboer. Den 43-årige er blevet anholdt, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen.
Torsdag blev den 43-årige varetægtsfængslet i surrogat i fire uger, oplyser anklager Torben Kaufmann.
Den 29-årige blev fragtet til sygehuset i Aalborg, hvor han har været på operationsbordet. Han var blevet stukket i maven men meldes uden for livsfare og ventes udskrevet fra sygehuset torsdag, oplyser anklageren.
Politiet skal nu undersøge de nærmere omstændigheder omkring knivstikkeriet. Ifølge Torben Kaufmann sigtes den 43-årige for kvalificeret vold. Han nægter sig skyldig og har forklaret, at der var tale om et uheld.