Mand ville ikke betale for taxatur: Blev anholdt med taxameter i lommen
En 25-årig mand begyndte at smadre en taxa, da han skulle betale for turen
VODSKOV: Det var ikke ligefrem et "tak for turen", der afsluttede en taxatur til Vodskov Kirkevej omkring klokken 01 natten til søndag.
I stedet kvitterede passageren - en 25-årig mand - for turen ved at smadre taxaen indvendigt, oplyser vagtchef Henrik Bech, Nordjyllands Politi.
Angrebet på bilens interiør blev åbenbart udløst af, at manden skulle betale for turen.
Den chokerede taxachauffør tilkaldte politiet, og da patruljen nåede frem til stedet, var den 25-årige uskylden selv, fortæller Henrik Bech.
- Han nægtede, at han overhovedet havde været inde i taxaen, men da han blev visiteret, fandt betjentene taxameteret i hans lomme, fortæller vagtchefen.
Den 25-årige blev taget med på stationen, hvor han overnattede i detentionen.
Manden bliver afhørt søndag morgen og herefter løsladt med en sigtelse for hærværk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.