Detailhandel

Mange mennesker og kø i Bilka

Mange aalborgensere er ude og klare de sidste indkøb inden nytårsaften i morgen

Der var travlhed i svingdøren ind til Bilka i City Syd. Foto: Henrik Bo
Der var travlhed i svingdøren ind til Bilka i City Syd. Foto: Henrik Bo

Opdateret 20. maj 2022 kl. 15:03

AALBORG: Normalt er 30. december en af årets helt store handelsdage i detailhandlen.

Og i år har corona-virusset og de medfølgende restriktioner tilsyneladende ikke ændret på det. I hvert fald ikke i Bilka i Skalborg.

Det fortæller kommunikationschef i Salling Group, der står bag Bilka, Kasper Reggelsen til NORDJYSKE.

- Vi har haft travlt i dag. Det er normalt årets største dag, når vi måler på fødevaresalg, og i dag har der været mange kunder, selv om der er lidt færre end sidste år, siger han.

Corona-restriktionerne betyder, at der nu til forskel fra sidste år er krav om, hvor mange kunder, der må være i butikken ad gangen, og det har skabt kø ved indgangen.

Der er rift om de afsprittede kundevogne. Foto: Henrik Bo

- Vi havde en forventning om, at dagen i dag godt kunne blive en, hvor vi kunne risikere at nærme os grænserne for, hvor mange kunder vi må have i butikken. Så vi har valgt at tage folk ind i etaper, for at sikre at vi ikke når helt op til grænsen, siger Kasper Reggelsen.

Bilka har også indkaldt ekstra personale, som skal afspritte vognene og sikre at kunderne holder afstand, når de står i kø og når de handler.

Selv om dagen lige nu ikke tegner til at blive så stor en omsætningsdag som sidste år, håber kommunikationschefen, at danskerne har taget myndighedernes råd til sig, om at handle i ydertimerne, for så kan travlheden godt fortsætte en rum tid endnu.

- Vi ved ikke, hvor længe det fortsætter, for vi har aldrig prøvet det før, men vi forventer, at det begynder at ebbe ud i løbet af aftenen, siger Kasper Reggelsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden