Kultur

Marmen Quartet skabte vægtløs musik

Marmen Quartet.
Marmen Quartet. Foto: Marco Borggreve

KONCERT

Marmen Quartet

Musikkens Kammerklub var denne gang kommet til den engelske Marmen Quartet i rækken af store europæiske strygekvartetter, stadig et ungt ensemble med ”kun” 12 år på bagen. Men sikken et ensemble! Uanset hvilket repertoire kvartetten kastede sig over, så var sammenspillet perfekt afstemt.

I Haydns op. 33 i Es-dur var ensembleklangen slank og dynamikken nedtonet, mens musikken blev formet i et super rubato og med en filigran-agtigt mikrofrasering, så man næsten syntes, at der blev gjort for meget stads af Haydns enkle og regelrette sats.

Først med sidstesatsens hurtige rondo kom der et egentligt flow over musikken, og afslutningen med de alenlange pauser, der havde givet kvartetten tilnavnet ”The Joke”, blev afleveret med straight pokerface.

Marmen-kvartettens rubatoagtige stil og omhyggelige filigranagtige formning var et perfekt afsæt til Beethovens sene op. 95 i f-mol. Ensembleklangen blev tilført lidt vibrato og varme, større dynamiske udsving og en bredere udtrykspalet. Det gav flere farver til ensembleklangen og intensitet i de mere passionerede afsnit, især i scherzo-satsen. Sidste sats var en tretrinsraket, fra den ekspressive indledning over den lyse rondodel og afsluttet med den overstadigt muntre koda.

Debussys strygekvartet er et af hans tidlige værker, men man hører allerede her alle de elementer, der kendetegner den modne komponist og hans impressionistiske stil: den arkaiske harmonik, flimrende, pulserende klangflader, inspirationen fra den spanske impressionisme og det lette musikalske flow, der bedst kan sammenlignes med vindens leg med visne blade. Johannes Vammen og hans tre medmusikere formede Debussys partitur som én organisme, hvor alle detaljer var støbt sammen til en helhed, åndeløst smukt i 3. satsens sordinerede nocturne med klange som dufte, der langsomt opløstes i natten. Lige så bevægende var sidste sats med dens vægtløse leg med motiver og filigranagtige mønstre og bevægelser.

Det lille ekstranummer blev et lille klap på kinden at gå hjem på, Arlens "Somewhere Over the Rainbow" i et fint lille arrangement.

Marmen Quartet

Haydn, Beethoven, Debussy

Musikkens Kammerklub

Musikkens Hus

Fredag aften

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden