Beredskab i aktion for at redde svømmehal: - Man er sluppet billigt
Stort opbud ved Skansebadet i Nørresundby. Indsats forhindrede brand i at få fat i svømmehal
Opdateret kl. 09:26
Opdateret kl. 8.25 med reaktion fra centerdirektør.
Klokken godt et natten til onsdag gik alarmen: Der var flammer ved Skansebadet i Nørresundby - og i alt seks vogne blev sendt afsted fra Aalborg og Aabybro for at bekæmpe ilden.
Det oplyser Nordjyllands Beredskab til Nordjyske onsdag morgen.
Nordjyllands Politi rykkede også ud, og vagtchef René Kortegaard oplyser, at en hytte helliget saunagus lige ved siden af svømmehallen er brændt ned.
- Da vi ankommer er den omsluttet af flammer, fortæller han.
Efter en times indsats lykkedes det beredskabet at få kontrol med ilden, så der ikke længere var risiko for, at også svømmehallen blev hårdt medtaget.
- Men der er brændt hul i en vandrutsjebane, der løber på ydersiden af hallen - og der ender også med at komme røg ind i hallen, så man må lufte ud, fortæller vagtchefen.
- Så det ser ud til, at man er sluppet billigt, tilføjer han med henvisning til, hvad der kunne være sket.
Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad brandårsagen kan være, men allerede onsdag vil der muligvis blive foretaget brandtekniske undersøgelser.
- Men det er ikke sådan, at vi har mistanke om, at der er sket noget kriminelt, siger René Kortegaard.
Nordjyske har været i kontakt med centerdirektør Lars Dam Møller fra den selvejende institution Skansen.
Han oplyser, at den udendørs saunagård - som tæller en hytte mere end den, der er brændt ned - vil holde lukket onsdag formiddag.
Men ellers holdes alle faciliteter åbne som sædvanligt - dog ikke den vandrutsjebane, der har taget skade.
- Vi har også to hold på træningslejr boende. De er blevet orienteret om situationen, og deres ophold er upåvirkede af situationen, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.