Mia‑sagen

To mænd sigtet for drab: Mia mangler stadig

Nordjyllands Politi fremstiller torsdag to nordjyder i grundlovsforhør. De mistænkes for at have dræbt 22-årige Mia Skadhauge Stevn

To biler fragtes væk fra Flauenskjold onsdag aften i forbindelse med politiets efterforskning. Foto: Bo Lehm

To biler fragtes væk fra Flauenskjold onsdag aften i forbindelse med politiets efterforskning. Foto: Bo Lehm

Opdatering: 5. april 2022 meddelte Nordjyllands Politi, at den ene 36-årige mand ikke længere var sigtet i sagen.

AALBORG:To nordjyske mænd på 36 år er blevet anholdt og sigtet for drab på den 22-årige Mia Skadhauge Stevn.

Det oplyser vicepolitiinspektør Frank Olsen, Nordjyllands Politi.

Men Mia er stadig ikke fundet.

De to mænd blev anholdt onsdag klokken 11.20 på to adresser i henholdsvis Flauenskjold og Østervrå efter et omfattende efterforskningsarbejde, hvor videoovervågning viste sig at blive helt afgørende, fortæller Frank Olsen.

På en af adresserne mener politiet at have fundet den mørke bil, der har været efterlyst i forbindelse med Mias forsvinden.

Nordjyskes udsendte på stedet melder, at Nordjyllands Politi afsøger området med drone. Video: Susie Skov

- Vi har sigtet de to mænd for drab, fordi Mia ikke er fundet endnu. Det er helt usædvanligt, at hun ikke har givet lyd fra sig, og vi mener, at hun er blevet samlet op af den bil, vi har fundet på en af adresserne. Det gør, at der er en stærk formodning om, at hun har været udsat for en forbrydelse, siger Frank Olsen.

Arbejder på to adresser i Vendsyssel

Det var en intens efterforskning kombineret med videomateriale og henvendelserne fra borgerne om bilen, der førte politiet på sporet af de to mænd.

Det førte til, at politiet til sidste fandt frem til et registreringsnummer på den mørke bil, der samlede Mia Skadhague Stevn op på Vesterbro ved Netto klokken 06.09 søndag morgen.

- Det førte os til en adresse, og der har vi anholdt ejeren af bilen samt en anden mand på en anden adresse, der også er interessant for sagen, fortæller Frank Olsen

De to mænd sidder lige nu til afhøring hos politiet.

Mia kendte ikke de to mænd

De to anholdte har umiddelbart ingen relation til den 22-årige kvinde, oplyser Frank Olsen.

I første omgang håber Frank Olsen, at afhøringen af de to mænd kan føre til, at man finder Mia Skadhauge Stevn og får svar på, hvad der er sket med hende.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Stor efterforskning venter

Vicepolitiinspektøren oplyser også, at politiet kommer til at arbejde på de to adresser i et et par dage.

- Vi kommer til at arbejde på disse to adresser i lang tid fremover. Vi har et stort efterforskningsarbejde foran os med tekniske undersøgelser, afhøringer og meget mere.

Onsdag aften kom det frem, at politiet også har afspærret ved et tredje hus, et sommerhus nær Saltum. Her skal politiet også foretage tekniske undersøgelser.

Politiet kan ikke udtale sig yderligere til sagen af hensyn til den igangværende efterforskning og til de pårørende i sagen - og politiet er klar over, at det efterlader en række ubesvarede spørgsmål om sagens nærmere omstændigheder, fortæller Frank Olsen.

- Vi beder om pressen og offentlighedens forståelse for, at politiet nu har et stort og omfattende arbejder med at kortlægge hele forløbet før, under og efter, at den 22-årige kvinde forsvandt, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen, der retter en stor tak til offentligheden og medierne for deres mange henvendelser i sagen:

- De har været medvirkende til, at vi hurtigt har kunnet skride til anholdelse. Tak.

Grundlovsforhør torsdag

Torsdag formiddag fremstilles de to mænd i grundlovsforhør ved retten i Aalborg. Det bekræfter anklager Mette Bendix overfor Nordjyske.

- Vi kommer til at bede om dørlukning. Derfor kan jeg ikke sige mere på nuværende tidspunkt, siger anklageren.

Grundlovsforhøret starter klokken 11.00.

Grafik:
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden