Minister-nej til forbud mod vognbaneskift ved tunnel

Venstre-politikeren Preben Bang Henriksen møder ingen forståelse hos Benny Engelbrecht (S)

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Preben Bang Henriksen mener ikke, et forbud mod vognbaneskift i Limfjordstunnelen i nordlig retning vil være for problematisk for trafikken. Tværtimod. Arkivfoto: Mette Nielsen Foto: Mette Nielsen

AALBORG:Efter et trafikuheld i Limfjordstunnelen i november 2019 henvendte en borger sig til Folketingets Transportudvalg med forslag om et totalt forbud mod at skifte vognbane 200 meter før indkørslen til Limfjordstunnelen i håb om at undgå de mange uheld, der ofte får trafikken omkring Nordjyllands vel nok største trafikale knudepunkt til at sande til.

Via folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V) er transportminister Benny Engelbrecht (S) blevet bedt om at forholde sig til problematikken.

Transportministeren har nu svaret den nordjyske Venstre-politiker, og Benny Engelbrecht er ikke varm på ideen.

”Hvis eksisterende afmærkning erstattes af fuldt optrukne linjer, vil vognbaneskift ikke være muligt på nævnte strækning. Muligheden for at udnytte begge tunnelrør i forbindelse med vedligeholdsarbejder vil ligeledes ikke være muligt. Vejdirektoratet anbefaler derfor, at afmærkningen i Limfjordstunnelen fastholdes,” skriver ministeren i sit svar til Preben Bang Henriksen.

- Jeg er ikke enig. Ministeren lægger til grund, at en opstregning på kørebanen - ”vognbaneskift forbudt” - vil medføre, at det bl.a. under vedligeholdelsesarbejder ikke bliver muligt at sende biler over i modsatte tunnelrør. Det forstår jeg ikke. Der kunne vel etableres en lysmarkering i kørebanen, så politiet klart kunne angive den aktuelle brugbare kørselsretning – og herefter ændre den, når forholdene var normaliseret.

- Jeg spurgte, om ikke man kunne overveje at etablere forbud mod vognbaneskift i tunnelen mod nord, hvilket i realiteten således først kunne finde sted, når man var kommet op af tunnelen. Samtidig kunne der i god tid på Aalborg-siden annonceres, at biler til Kridtsvinget i Nørresundby skulle holde sig i højre vognbane, alternativt vente med at dreje fra ved næste afkørsel ved Nr. Uttrup. Det ville alt andet lige mindske risikoen for uheld i tunnelen, mener Preben Bang Henriksen, som varsler nye spørgsmål til ministeren i sagen.

Ikke mindst fordi en 3. Limfjordsforbindelse fortsat har lange udsigter.

- Med en leveringstid på en 3. Limfjordsforbindelse på måske 10 år, må vi udvise maksimal kreativitet i den mellemliggende periode, mener Venstre-politikeren.

Ministerens svar til Preben Bang Henriksen

”Afmærkningen i Limfjordstunnelen er udført i overensstemmelse med gældende regler for vejafmærkning. Afmærkningen er udført som reversible vognbaner, der anvendes ved vognbaner med ensrettet trafik, hvor den tilladte kørselsretning kan ændres efter trafikkens behov.

Afmærkningen muliggør således, at trafikken i Limfjordstunnelen kan ledes

igennem ét rør i tilfælde af uheld, vedligeholdelsesarbejder mv. Det er med

afmærkningen desuden muligt at foretage vognbaneskift, der er nødvendige for

bilister fra Kridtsvinget, der skal mod Nørresundby.

Hvis eksisterende afmærkning erstattes af fuldt optrukne linjer, vil vognbaneskift ikke være muligt på nævnte strækning. Muligheden for at udnytte begge

tunnelrør i forbindelse med vedligeholdsarbejder vil ligeledes ikke være muligt.

Vejdirektoratet anbefaler derfor, at afmærkningen i Limfjordstunnelen fastholdes.”

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.