Minister udtaler sig om Aalborg Kommunes støtte til TV2 Nord
Et spørgsmål til indenrigs- og sundhedsminister, Sophie Løhde, retter nu ministerens blik mod Aalborg og kommunens støtte til TV2 Nord

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) og adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør i TV2 Nord, Mikael Justesen, fotograferet sammen til nytårskur i Erhverv Norddanmark. Arkivfoto: Henrik Bo
AALBORG:Sagen om Aalborg Kommunes støtte til TV2 Nord får nu national opmærksomhed, efter Kim Edberg Andersen, folketingsmedlem for Nye Borgerlige, stillede et spørgsmål til ministeren om sagen.
I starten af februar bad han indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde om at kommentere på artiklen "Ny afsløring: Aalborg Kommune betalte over 300.000 til TV2 Nords dækning af landsstævnet".
Og ministeren har i dag sendt et skriftligt svar, hvor hun forklarer, at det i første omgang er Ankestyrelsen, der skal tage stilling til sagen.
- Ankestyrelsen har oplyst Indenrigs- og Sundhedsministeriet om, at styrelsen sender en høring til Aalborg Kommune om den konkrete sag, der er omtalt i artiklen, skriver ministeren og fortsætter.
- Da den pågældende sag potentielt kan blive en tilsynssag i Ankestyrelsen, som jeg efterfølgende vil kunne tage stilling til som øverste tilsynsmyndighed, finder jeg det allerede af den grund rigtigst at afholde mig fra at kommentere den konkrete sag.
Hos Aalborg Kommune bekræfter kontorchef for Juridisk Kontor i Økonomi og Erhverv, Freddy Falk, at man har modtaget skrivelsen fra Ankestyrelsen.
- Så nu går vi i gang med at lave høringssvar, siger han.
Nye Borgerliges Kim Edberg Andersen er tilfreds med, at Ankestyrelsen er gået ind i sagen.
- Det gør mig tryg, at der nu er to instanser, der snakker sammen. Der er kompetente mennesker i både Aalborg Kommune og Ankestyrelsen, så jeg er sikker på, at de finder ud af, hvad der er op og ned i det her, siger han og uddyber:
- For det er jo ikke sikkert, at der er gjort noget galt, bare fordi overskrifterne i medierne kan være hårde. Alting kan være efter bogen, og så lever jeg fint med det.
Kim Edberg Andersen understreger overfor Nordjyske, at det ikke var den enkelte artikel, der fik ham til at stille udvalgsspørgsmålet til ministeren.
- Jeg syntes, der havde været rigtig mange sager. Der er blevet stillet en masse spørgsmål, men jeg synes ikke, der kom nogen svar. Så mængden har været afgørende for mig.
- Hvis man kigger på den enkelte historie, så kan der være masser af gode grunde til, at en kommune bruger penge på eksponering. Det er ikke mit arbejde længere at blande mig i de enkelte sager i kommunen. Men jeg har behov for som folketingspolitiker at føle mig tryg i, at vi har et system, der virker. At der er et kontrolsystem. Og det ser der nu ud til at være.
Sag nummer to
Ankestyrelsen er i øjeblikket i gang med at undersøge Aalborg Kommune i en anden sag.
Det drejer sig om kommunens betaling for en velkomstreception for fagforeningen 3F i forbindelse med deres kongres i Aalborg i 2019.
Nordjyske kunne i efteråret 2022 afsløre, at betalingen på næsten en kvart million kroner for velkomstreceptionen var givet stik imod kommunens egne retningslinjer.
Beslutningen var truffet af chefen for Aalborg Event, Søren Thorst og daværende vicekommunaldirektør Jørgen Litske.
Aalborg Kommune ville i første omgang bede Ankestyrelsen om en udtalelse i sagen. Det besluttede politikerne efterfølgende var en dårlig idé, men Ankestyrelsen valgte på baggrund af dækningen i Nordjyske, selv at rejse sagen.
Det viste sig efterfølgende, at kommunen også havde betalt for en velkomstreception for 3F i forbindelse med deres kongres i byen i 2016.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.