Sundhed

Mistanke om legionella-smitte i nordjysk by: Nu er svaret kommet

Prøverne blev taget 8. november, og resultatet ligger nu klar 

Omklædningsfaciliteterne i Vester Hassing Hallen har været mistænkt for at en person er blevet smittet med den farlige legionellabakterie efter at have brugt badet.
Omklædningsfaciliteterne i Vester Hassing Hallen har været mistænkt for at en person er blevet smittet med den farlige legionellabakterie efter at have brugt badet. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Opdateret kl. 17:00

VESTER HASSING: Gennem snart to uger har omklædningsfaciliteterne i Vester Hassing Hallen været lukket på grund af en mistanke om, at en person kan være smittet med den farlige legionellabakterie efter at have brugt badet i hallen. 

De seneste prøver blev taget for lidt over tre uger siden. Nu er resultaterne kommet, og de viser, at værdierne ligger over det tilladte niveau. 

Det fortæller Ole Bæhrenz, teknisk serviceleder i Vester Hassing Hallen, der også bekræfter, at den pågældende person er smittet med legionella. 

Han kan dog ikke fastslå, at smitten er sket i hallen. 

- Men, siger han:

- Formodningen er, at vedkommende er blevet smittet på adressen. Men det skal smitteopsporingen nu afklare. 

Omklædningsrum lukket året ud 

Ole Bæhrenz oplyser desuden, at man torsdag har haft besøg af firmaet Krüger Aquacare, der skal rådgive om, hvordan man nedbringer værdierne, så det igen bliver muligt at benytte hallens badefaciliteter. Det gælder om at rense rørene godt og grundigt, så man kan sikre et flow, der gør, at bakterierne ikke udvikler sig, forklarer Ole Bæhrenz, der har foreslået kommunen, at man tager nye prøver 12. december, så man har tid til at gennemføre de nødvendige tiltag. 

Derefter går der cirka tre uger, før svarene foreligger.

Hallen holder fortsat åbent, men det vil stadig ikke være muligt at benytte omklædningsfaciliteterne. Først på den anden side af nytår kan man - måske - igen bade og klæde om i hallen. 

Ole Bæhrenz kender ikke identiteten på den smittede person, ligesom han heller ikke ved, om der kan være tale om flere smittetilfælde. 

Hvad er legionella?
  • Legionella Pneumophila er en bakterie, som forårsager legionærsygdom.
  • Legionellabakterien trives bedst i lunkent og stillestående vand. 
  • Smitten kan ske ved, at man indånder forstøvet vand, der er forurenet med legionella.
  • Legionærsyge rammer specielt ældre og svækkede personer.
Kilde: Statens Serum Institut

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden