Ildebrand

Mor og hendes fire børn vækket af røgalarm

En brand i et bryggers kunne være endt galt, hvis ikke familien havde haft en røgalarm

Familien nåede ud i god behold. Arkivfoto.
Familien nåede ud i god behold. Arkivfoto. Nicolas Cho Meier - NORDJYSKE Medier

Opdateret kl. 11:02

KONGERSLEV: Torsdag klokken 03.39 modtog Nordjyllands Beredskab en melding om brand i et hus på Danmarksgade i Kongerslev.

Da beredskabet nåede frem, havde branden spredt sig fra husets bryggers til en grill, der stod udenfor.

- Så vi skulle først have slukket de gasflasker, der stod udenfor, før vi kunne begynde at koncentrere sig om huset, fortæller Allan Frisk, indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab til NORDJYSKE.

Han tilkaldte hurtigt forstærkning fra Støvring og Mou, fordi han havde en mistanke om, at flammerne også havde spredt sig til tagkonstruktionen.

- På det tidspunkt var vi ikke helt klar over, hvor branden var henne. Vi kunne godt have en brand i tagkonstruktionen, som vi ikke kunne se, og på baggrund af den farve, som røgen havde, tilkaldte jeg forstærkning, siger han.

- Men vi fik heldigvis ikke brug for dem.

Det lykkedes brandfolkene på stedet at få slukket flammerne i bryggerset, som dog endte med at udbrænde.

Husets beboere - en mor og hendes fire børn på henholdsvis 13, 12, 6 og halvandet år - blev vækket af røgalarmen og nåede ud af huset i god behold og i tide.

- Det var fordi, de havde en røgalarm, der vækkede moren. Havde de ikke haft det, kunne det være noget helt andet, vi var kommet ud til, siger Allan Frisk.

Branden var formentlig opstået i en vaskesøjle, oplyser Nordjyllands Politi.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden