Underholdning

Morten fra Luksusbaby indrømmer: - Jeg løj for jer alle

Deltagelse i Robinson Ekspeditionen har været en oplevelse af de helt store for medstifteren af Luksusbaby

Ejeren af Luksusbaby er med i Robinson Ekspeditionen.
Ejeren af Luksusbaby er med i Robinson Ekspeditionen. Foto: Viaplay

Opdateret kl. 12:04

- Jeg løj for jer alle. Men læs lige videre, så vil I forstå hvorfor….

Sådan begynder et opslag, som medstifter Morten Grabowski Kjær fra Luksusbaby har delt på Facebook.

Her fortæller han, at han slet ikke har hevet tid ud af kalenderen for at gå Caminoen - som han ellers tidligere har fortalt.

I stedet er han blandt deltagerne, når Viaplay snart er klar med endnu en sæson af realityprogrammet Robinson Ekspeditionen.

Morten Grabowski Kjær kalder det en kæmpe - og livsændrende - oplevelse at være med i årets ekspedition. Viaplay

- Det har været fuldstændig fantastisk og livsændrende for mig, siger han til Nordjyske.

- Undervejs blev det meget følelsesladet for mig og en meget større oplevelse, end jeg havde regnet med. Og så var det fysisk også ekstremt hårdt.

Savn og sult

Detaljerne om de kommende programmer kan han ikke sige noget om, men Morten Grabowski Kjær lægger ikke skjul på, at det var nogle hårde uger på en af Malaysias øde øer.

Og at det for ham kom til at handle meget om "de to s'er" - sult og savn.

- Jeg har tidligere prøvet at trække stikket, men det er ikke rigtig lykkedes. Men her var vi tvunget ud i  noget helt nyt uden telefon, wifi og forbindelse med omverdenen. Man var fuldstændig til stede i nuet, siger 44-årige Morten Grabowski Kjær.

- Og det var min mission. At nå ind til kernen af mig selv under pres og mærke mine følelser. Jeg troede, jeg kendte til at savne mine fire børn for eksempel - men der følte jeg savnet. Jeg har lært ikke at tage alt for givet.

Har fået ny energi med hjem

Efter han er kommet hjem til Aalborg igen, kan Morten Grabowski Kjær også mærke en stor forskel for både sig selv og forholdet til hustruen Ann-Louise Aasted, som han stiftede Luksusbaby med for 10 år siden.

Det har ført nogle fantastiske bekendtskaber med sig at være en del af Robinson Ekspeditionen 2024, fortæller Morten Grabowski Kjær. Viaplay

- Oplevelserne på øen har ført til, at jeg her efter 15 år føler mig som nyforelsket i Ann-Louise igen. Vi har begge fået masser af ny energi i både vores arbejds- og privatliv. Indtil nu har vi været fælles om stort set alt, siger han.

- Men nu taler vi pludselig om oplevelser, der ikke er fælles, og det er rigtig godt for både os og forretningen. 

Morten Grabowski Kjær er også blevet bekræftet i, at det er det helt rigtige, at han snart stopper som direktør i Luksusbaby og i stedet blot fortsætter i bestyrelsen.

Et særligt bånd

Hvad han konkret skal fremover, ved han endnu ikke.

- Men det ligger dybt i mit DNA at ville hjælpe og gøre noget for andre mennesker. Det vil jeg gerne kombinere med nye projekter, der kan vokse sig store og sunde.

I forbindelse med Robinson Ekspeditionen 2024 fremhæver Morten Grabowski Kjær også de øvrige deltagere.

- Jeg har fået nogle fantastiske bekendtskaber. Man får et helt særligt bånd, når man kun har hinanden at tale med.

Der er premiere på årets ekspedition 2. september.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden