Motorvej spærret - men flere biler fortsatte ligeud
Nordjyllands Politi melder tirsdag aften, at flere biler havde overset, at de skulle ledes over i den modsatte vejbane på grund af vejarbejde
Opdateret 16. september 2020 kl. 05:54
AALBORG: Nordjyllands Politi må tirsdag aften køre ud til flere biler, der holdt stille på motorvej E45 i det sydgående spor nord for Limfjordstunnelen. Grunden var, at 5-6 billister havde overset en såkaldt overledning. De skulle ledes over i det nordgående spor på grund af vejarbejde.
- Der er opstillet nogle kegler for at tilkendegive, at bilerne skal køre over i den anden vognbane. Der var så nogle biler, der overså dem og fortsatte, siger vagtchef for Nordjyllands Politi Mads Hessellund.
Selvom flere biler altså kom på den forkerte side af keglerne, skete der ingen færdselsuheld.
- De standsede heldigvis selv, men afspærringen var jo pludselig væk, så de næste fortsatte bare ligeud, siger vagtchefen.
Nordjyllands Politi lukkede kort for trafikken, mens de og beredskabet fik de vildfarne biler tilbage på rette spor kort før klokken 21. Ingen personer kom noget til, og af materielle skader var det kun nogle kegler, det gik ud over.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.