Motorvejs-frakørsel lukkes ned i tre uger
Spærret frem til 25. august
Det skal være skidt, før det bliver godt - også på E45, hvor de fleste bilister nok har opdaget, at der arbejdes på livet løs med at sætte støjskærme op i Aalborg på den nordjyske motorvej.
Skærmene skal reducere støjen for naboer i området - og i forvejen medfører arbejdet, at man skal køre med nedsat hastighed.
Nu resulterer det så også i, at frakørsel 24 Øster Uttrup Vej spærres endnu en gang i nordgående retning - fra i dag mandag 5. august og frem til søndag den 25. august, altså de næste tre uger.
Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
- Trafikanter kan med fordel benytte en tidligere frakørsel, når de kommer kørende i nordgående retning. Alternativt vil de blive ledt op til frakørsel 21 Nørresundby N., hvor de skal vende og køre tilbage i sydgående retning, lyder det fra direktoratet.
Frakørsel 24 i sydgående retning vil være tilgængelig som normalt.
Man kan læse mere om støjskærmene langs E45 på Vejdirektoratets hjemmeside.