Mystisk gave fundet
En lille lyserød gave med guldbånd er fundet på central vej i Aalborg. Nu skal ejermanden findes

Hvis du kan oplyse, hvor du har tabt gaven, og hvad den indeholder, kan du få udleveret gaven.
AALBORG:På en stor vej i Aalborg blev der tirsdag formiddag fundet en efterladt lille æske: Pænt pakket ind i lyserødt gavepapir og pyntet med silkebånd i guld.
Tilsyneladende er gaven blevet tabt, for ejermanden var ikke at spore, da Sofus Djursaa Jørgensen kom forbi.
Det fik ham til at samle gaven op. Og i stedet for at blive fristet til at beholde sit fund, har Sofus Djursaa Jørgensen sat en eftersøgning i gang på Facebook.
- Jeg fandt denne pakke midt på en stor vej i Aalborg. Jeg prøver at finde ejeren, indleder han jagten på ejermanden.
Hvad er der indeni?
Men ikke alle og enhver kan få udleveret den mystiske gave. Sofus Djursaa Jørgensen kræver lidt oplysninger, for at være sikker på, at gaven ender i de rette hænder.
- Hvis du tror, det er dig, så send en privatbesked til mig med en omtrent position, du har tabt den, samt hvad der er indeni, så jeg er sikker på at finde den rigtige ejer, skriver han.
Sofus Djursaa Jørgensen overvejede kort, om det var dumt at samle gaven op. Tænk, hvis den var placeret med onde hensigter - hvis den for eksempel indeholdt en bombe, som det foreslås i kommentarsporet.
- Jeg skænkede det en tanke, men heldigvis var det godt, at jeg var naiv. Der er en gave indeni, bare rolig, bekræfter han.

Sofus Djursaa Jørgensen har fundet den lille lyserøde gave. Nu søger han ejermanden. Privatfoto
Dog er indholdet af gaven stadig en hemmelighed, så den rette ejermand kan findes.
Sofus Djursaa Jørgensen indleverer pakken til politiets hittegodskontor efter fyraften omkring klokken 17.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.