Så mange anmeldelser får politiet om stoffer puttet i drinks i Gaden

Ekspert i rusmidler giver sine råd, hvis du får mistanke om noget i din drink

Adskillige ufrivilligt har fået stoffer i sine drikkevarer i Jomfru Ane Gade. Arkivfoto

Adskillige ufrivilligt har fået stoffer i sine drikkevarer i Jomfru Ane Gade. Arkivfoto

AALBORG:Måske kender du én, der har prøvet det? At få noget i sin drink mens natten stadig var ung og har endt byturen sanseløst påvirket. For nogle er byturen endda endt med en skræmmende besked om, at urinen eller blodet har haft spor af stoffer, selvom de ikke frivilligt har indtaget dem.

Det var tilfældet for Anine Bøgedal , der endte med beskeden om, at rohypnol havde fundet vej til hendes drink, mens hun festede i Jomfru Ane Gade.

Men hvor stort er problemet reelt i den kendte festgade? Det giver en aktindsigt nu indblik i.

25 anmeldelser på to år

For Nordjyllands Politi har de seneste to år modtaget 25 anmeldelser om stoffer, der ufrivilligt er havnet i folks drikkevarer i Jomfru Ane Gade i perioden mellem 1. januar 2020 til 1. januar 2022.

Hertil kommer, at dette udelukkende er anmeldelser fra Jomfru Ane Gade, hvor omkringliggende diskoteker også er placeret - og at nattelivet under corona ad flere omgange har været nedlukket.

Det svarer til mere end én anmeldelse om måneden, der er nået fra Jomfru Ane Gade til en politirapport.

- Det er jo en dybt problematisk ting, at det her sker så ofte. Man kan spekulere i, hvad folks intention er. Om det er at more sig over at se andre dybt påvirkede - eller om der er hensigter om at udnytte folk seksuelt.

Mørke- og usikre tal

Det siger Thomas Friis Søgaard, der er lektor på Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet, der også er ret sikker på, at det sker oftere, end det bliver anmeldt.

- Der er helt sikkert mørketal på sådan et område. Det kan skyldes, at de unge ikke melder det til politiet, hvis de er udsat for at få noget i deres drikkevarer, siger han.

Men det kan også være rigtig svært at skille ad, hvornår man er beruset af alkohol, og hvornår man tror, man har fået stoffer i sin drink, pointerer Thomas Friis Søgaard.

- Jeg tror sommertider, det godt kan være svært at skelne mellem, hvornår man er sanseløst beruset af alkohol, og hvornår er der tale om et illegalt rusmiddel. Det er selvsagt vigtig, at barpersonalet og andre gæster holder øje med, at ingen får puttet stoffer i deres drinks. Men det er også vigtig, at restauratørerne hele tiden bestræber sig på at leve op til princippet om ansvarlig udskænkning, siger Thomas Friis Søgaard.

Få bekræftet mistanken

Hvis man oplever en situation, hvor man mistænker, at stoffer ufrivilligt er blevet placeret i ens drikkevarer, så har Thomas Friis Søgaard to vigtige råd at tage med.

- Det første er, at det er afgørende, at vi får registreret, hvor mange der har været udsat for det her. Man skal altså få det meldt, siger han.

Det andet trin handler om også at få mistanken be- eller afkræftet medicinsk:

- En mundtlig rapport kan godt skildre en oplevelse uden, at der reelt er stoffer i blodet. Derfor er det vigtigt, at politiet får kontaktet en læge, som kan tage en blodprøve, der kan be- eller afkræfte mistanken, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.