Angstlidelser

Når angsten får overtaget, lukker han Zjakalen ude og sætter sig til at se Badehotellet

Thomas "Zjakalen" Riddersholm er kendt som en festlig fyr, men så længe han kan huske, har han kæmpet med en alt overskyggende angst.

Thomas 'Zjakalen' Riddersholm har kæmpet med angst så længe han overhovedet kan huske. Foto: Kim Dahl Hansen.
Thomas 'Zjakalen' Riddersholm har kæmpet med angst så længe han overhovedet kan huske. Foto: Kim Dahl Hansen. Foto: Kim Dahl Hansen

Opdateret 24. maj 2022 kl. 09:01

AALBORG: Der står en tiger foran Thomas Riddersholm. Den er klar til at springe på ham. Eller sådan ser det i hvert fald ud inde i sit hoved. Det sitrer i hele kroppen. Han kan ikke tænke på andet end den. Rundt og rundt i hans hoved. Han er sikker på, han skal dø om lidt. Det er svært at se, hvordan det nogensinde skal blive godt igen.

Thomas Riddersholm er nok bedre kendt under aliasset Zjakalen. Først og fremmest rapper bag titler som Cut Din Pik og Nosser og Liderkarl. Skuespiller med roller i blandt andet Klassefesten 2 og Dicte. "MasterChef Dessert"- deltager sammen med Søren Hauch Fauersbøll, og mand bag Tour de Grillbar på Youtube.

Det er nemt at tro, en fyr som ham ikke har en bekymring i livet, men som det er med personligheder, er der mange sider til samme person.

- Zjakalen er mig. Det er en vild side af mig, jeg har haft brug for. Den har nok også domineret i mange år. Jeg tror, jeg har haft brug for at afbalancere den her skræmte person, som jeg er. Jeg har haft brug for at være en person, der ikke gi'r en fuck og har det fedt. Men det har nok også været et våben at trække så meget på den side, som egentligt er en meget mindre del af mig, end folk egentligt tror, siger han.

- Jeg tror ikke, jeg ville kunne holde ud at være Zjakalen hele tiden, Det kan ikke være sundt, og jeg har også brug for at være betænksom og seriøs, altså alt det som Zjakalen ikke er. Problemet er, at de to sider er ekstremer. Jeg kan ikke finde ud af at være den person, der gemmer sig i midten af det.

Blomsten er giftig

Thomas Riddersholm har haft angst længe før Zjakalen overhovedet blev et alias. Han kom som tre-fire årig til lægen med en sitren som bevægede sig fra fingrene ud i resten af kroppen.

- Lægen sagde, at der ikke var noget galt med mine fingre, men den sitren, er jeg ret sikker på, har føltes, som det jeg i dag kalder angst, fortæller rapperen.

Dengang var det forholdsvis små men irrationelle ting, der kunne få angsten frem i ham. Det kunne for eksempel være en blomst, som han fandt i haven, som inde i hans hoved var giftig. Det var lige meget, om den rent faktisk var det eller ej. Hvis tanken først var der, ville tanken ikke gå væk. I stedet ville det begynde at sitre.

Med tiden er det blevet knap så konkret, hvad der får sitren frem. Det er oftest bare en tilfældig negativ tanke, som starter et større spind af tanker, og pludselig så står tigeren der foran ham.

Angsten føles for Thomas 'Zjakalen' Riddersholm som en tiger, der er klar til at springe på ham. Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

Beroliget af Badehotellet

Med tiden er Thomas' angst blevet mindre håndgribelig.

- Det er ikke rigtigt noget konkret, der trigger mig. Det er mere en følelse, der kommer krybende, forklarer han.

I perioder af hans liv har det været så slemt, at han har måttet droppe alt, der ikke handlede om at kunne betale huslejen.

- Der skal penge i kassen, så det tager jeg mig sammen til. Jeg fortæller mig selv, at det bare er de her timer. Tanken om at skulle gøre det, når man ligger hjemme i sengen, er helt uoverskuelig. Men når jeg kommer ud og gør det, så går det fint. Angsten bliver skubbet om i baghovedet, men den er der stadig. Det føles som en lille en sejr bagefter.

Det, der så bliver sat på pause, er det sociale liv til en grad, da så meget som en SMS kan være svær at besvare. Sidst i 2021 havde Thomas flere uger, hvor angsten kørte på højtryk. Her var det en vens fødselsdag og en familiesammenkomst, der måtte meldes afbud til.

- Jeg siger typisk ikke, at jeg ligger herhjemme med rystende angst. Jeg kommer med en undskyldning om, at jeg har noget arbejde, eller at jeg har ondt i hovedet, indrømmer han.

Det er altså, det han gør. Ligger derhjemme på sofaen.

- Jeg tænker for det meste tankerne igen og igen for at prøve at neutralisere dem. For det meste sker det modsatte, desværre, og de vokser sig kæmpestore. Det værste ved angst er, at det bilder dig ind, det aldrig bliver godt igen.

Når tankerne bliver for store, er der kun en ting at gøre.

- Sjovt nok så hjælper det mig at sætte Badehotellet på. Jeg ved ikke helt hvorfor, men hvis jeg ikke lige skal tænke for meget, så har jeg heldigvis TV2 Play og kan starte Badehotellet forfra. Det har bare en beroligende effekt på mig, smiler Thomas.

Thomas Riddersholm har svært ved at finde balancen mellem Zjakalen og Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

Kunsten af tale tigeren ned

Thomas Riddersholm har lært at tale tigeren ned.

- Det bedste, jeg kan gøre, er at kigge den i øjnene og sige ”fuck dig”. Jeg skal ikke prøve at diskutere eller slås med den. Det får jeg ikke noget ud af, så vokser den sig større. Sig fuck dig og gør det mange gange, siger han.

Det lykkes ikke altid, men for hver gang det gør, føler han sig en smule mere fri.

- Det er, at jeg altid har haft en fantastisk støttende familie og et godt netværk af forstående venner, som har hjulpet mig med at få den hjælp, jeg har haft brug. Og at det har og er helt afgørende for mig og min motivation for at kæmpe. Derudover har rappen altid har været et godt redskab for mig. Det er en god måde at manifestere både ens frustration og håb på, forklarer rapperen.

Helt fri bliver Thomas "Zjakalen" Riddersholm nok aldrig. Som han selv siger, så sidder det dybt i kroppen på ham.

- Den der tiger, der står og stirrer på mig kan stadig godt få det hele til at smelte ned, men jeg føler, at nu tør jeg se den i øjnene. Jeg er ved at lære at være personen mellem de to poler.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden