Når boremaskinen ikke længere er garanti for mandighed

Ikke siden den bløde mand blev introduceret i kølvandet på kvindebevægelsens nye krav om omsorg og feminine dyder, har manden været mere forvirret end lige nu. Metoo har gjort det endnu sværere for ham at holde begge hoveder under kontrol, bevare sin værdighed og finde sine egne ben i en ny kontekst, hvor man(d) både skal se godt ud og også være god til det hele.

Det er ikke nok at hjælpe sin kvinde – man skal også selv på barselsorlov.

En og anden vil nok godte sig lidt og antyde, at så kan de lære det – men så enkelt er sam- og modspillet mellem kønnene jo ikke.

Og let er det ikke for de midaldrende mænd på scenen, Troels Malling, Kristian Holm Joensen og Jacob Weble, der forsøger at afdække de problemer med potens, prostata og piger, der bliver stadigt mere tydelige efterhånden, som kroppen går i forfald. Man er ikke længere en stjerne på dansegulvet, man kan ikke klare sig med at være praktisk anlagt og det er blevet sværere at følge med tiden, at date og at holde på sin kvinde.

For alt det, man kan, kan hun også.

Og så er der det med, at det værker i skroget, og at man hverken kan huske navne eller vitser, eller bare, hvor man har gjort af læsebrillerne.

Det er den rene elendighed, selvom de forsøger at hænge på udviklingen og holde kroppen nogenlunde gangbar overfor de kvinder, de så gerne vil elske og elskes af.

De mange grineren og rørende situationer er ramt lige på kornet. Vi genkender dem, for enten er vi dem selv, eller også er de vores mænd. Vi holder af dem, men hold nu op, hvor er de ganske ofte nogle fjog med deres brok og pral, og med deres længsel efter den tabte ungdom. De kommer let til at stå i vejen for sig selv med deres indeklemte følelser og deres mangel på erkendelse – i hvert fald når der skal snakkes højt om det, der ikke går så godt.

De har endda glemt, hvad det er de håbede på og drømte om, og nu kan de ikke finde på nye håb og drømme. Men de er også rørende elskelige i deres forsøg på at komme overens med skavankerne, der uundgåeligt er en følgesvend, når man statistisk set har levet to tredjedele af sin afmålte tid.

Og de er ret søde, selvom de snubler i ægteskabet, og der ikke længere er brug for deres færdigheder med boremaskinen, når potensforlængeren er en havetraktor og man altid, for en sikkerheds skyld, har en pakke viagra i den ene lomme og små sedler med fun facts i den anden. Så man diskret kan sikre, at man kan bidrage til samtalen ved parmiddagene, når man ikke længere kan freestyle fordi hukommelsen ikke lystrer, som den gjorde engang.

Den midaldrende mand er under hårdt pres i sin søgen efter, hvem han selv er og gerne vil være. Men han er ikke alene. Udfordringerne er fælleskøn, og hvis manden tør tage sin kvinde under armen, gå i teateret og man kan grine sammen af trængslerne ved kroppens forfald og trods alt glæde sig over at være i live, er det trods alt bedre end et hvilket som helst alternativ.

For vi skal jo blive ældre for at kunne blive gamle, lyder det viiist fra scenen. Der er ingen udvej, ud over at leve sit liv så godt man kan.

Der tales fra scenen til både mænd og kvinder, og teksterne er da også blevet til med bidrag fra begge fronter i kønskampen

Det er godt, for vi skal jo helst finde ud af det sammen.

Jacob Weble: I frit forfald

• Aveny T. i AKKC
• Idé, koncept og medvirkende: Troels Malling, Kristian Holm Joensen, Jacob Weble
• Manuskriptkonsulent: Lise Baastrup
• Instruktion: Birgitte Næss-Schmidt
• Producent: Live Nation, på turné