Når kommunen begår fejl, skal man stå ved dem
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
TILLID: Når Aalborg Kommune taber den samme sag for tredje gang på grund af mangelfuld vedligeholdelse af et offentligt vandløb - og stadig ikke tager ansvaret på sig - så må man spørge: Hvem bestemmer egentlig i denne kommune?
Er det de folkevalgte politikere? Embedsværket? Eller forsikringsselskaberne?
I sagen om Skovåen har kommunen gentagne gange fået pålagt erstatningsansvar over for lodsejer Per Madsen. Alligevel er det ikke de lokale politikere, der tager beslutningen om, hvorvidt kendelsen skal ankes - det gør kommunens forsikringsselskab.
Et privat selskab afgør altså, om kommunen skal bruge flere skattekroner på en sag, der allerede er tabt flere gange.
Det er dybt problematisk - både demokratisk og moralsk.
Sagen har haft store personlige og økonomiske omkostninger for de mennesker, der står midt i det. Men den største skade er måske på tilliden:
Tilliden til, at vores kommune står ved sit ansvar.
Tilliden til, at politiske beslutninger tages af dem, vi har valgt - ikke af embedsværket eller eksterne forsikringsfolk.
Og tilliden til, at almindelige borgere kan få ret over for systemet uden at blive kørt over igen og igen.
Liberal Alliance i Aalborg vil have et opgør med den her kultur.
Vi skal have mere magt til borgerne - mindre til systemet.
Åbenhed, ansvar og respekt for borgernes penge skal være grundlaget.
Når kommunen begår fejl, skal man stå ved dem - ikke gemme sig bag jura og forsikring.
Det her handler ikke kun om et vandløb. Det handler om, hvem der egentlig bestemmer i Aalborg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.