Når mor er følelsesmæssigt småt begavet, bliver livet svært

Det er kompliceret - forholdet mellem mødre og døtre. Vi ved, at det kan gå helt galt og at det kan splitte familier i atomer.

Det kan være svært at pege på problemets kerne, for barndommens traumer er ofte uforløste i et ocean af tavshed. Det vi ikke taler om.

Sådan er det ikke i Ingmar Bergmans film Høstsonaten fra 1978. Her er det ganske tydeligt, at behovsudsættelse, paragraf 1 i forældreskabets lovbog, ikke har været i brug og heller ikke kan komme det, her på falderebet, hvor livets høstsonate udspiller sig mellem den verdensberømte koncertpianist Charlotte og hendes to godt og vel voksne døtre.

Der ikke har set deres mor i syv år.

Og det er ikke et lykkeligt gensyn. Moderen er kun optaget af musikken, kunsten med K, og af sit eget nylige tab af den seneste ægtemand. Datteren Eva, der selv er er pianist til et husbehov, der ikke påkalder sig nogen form for anerkendelse hos moderen, benytter lejligheden til at invitere hende på besøg.

Givetvis i et forsøg på at yde den omsorg, som hun aldrig selv har modtaget, og som heller ikke nu indgår i moderens planer. Der er ikke noget følelsesmæssig bytte i udsigt, og det ender da også i ragnarok og drama, inden moderen atter flyver ud i verden for at opfylde sin egen mission og sine egne behov.

Det er en grum historie, der på teateret ganske nøje følger Bergmans 45 år gamle drejebog.

Aalborg Teater har hentet populære Kirsten Olesen til Nordjylland til rollen som Charlotte, mens teaterets egen stjerne, Marie Knudsen Fogh, spiller Eva. De to er på alle måder så forskellige som nat og dag i spillestil og fysik, et faktum, som de begge spiller på i de respektive roller.

Kirsten Olesen er den kølige verdensdame, der kun føler noget gennem musikken, og kun på et teoretisk plan fatter begreber som kærlighed og empati – og som i den grad afviser, at kærlighed overvinder alt. Det gør den ikke. Kunsten overvinder alt.

Og Olesen er naturligvis forrygende professionel og præcis i sin karakteristik af den følelsesmæssigt småt begavede Charlotte

Marie Knudsen Fogh er derimod fuld af følelser, de fleste undertrykt af en eksistentiel og altopslugende vrede, der har ulmet som en vulkan hele hendes liv. Nu er hun klar til at gå i udbrud, og det går ikke stille for sig. Som altid formår hun at sætte sig selv i spil med fuld kraft frem.

Hun er hver gang imponerende dedikeret på scenen.

Vredens lava strømmer ud og destruerer ethvert nok så ynkeligt håb om forsoning, forståelse, kærlighed, empati eller bare accept, og i teaterets virkelighed er der skruet godt op for lydniveauet i slutfasen, så vi får en rusketur efter en ellers gennemgående tyst og klinisk – også scenografisk – forestilling.

Ved siden af de to hovedroller spiller Kathrine Høj Andersen og Patrick A. Hansen med ro og sikkerhed den handicappede søster Helena og Evas ægtemand, præsten Victor, som er den stilfærdige, men alligevel konstante backup i Evas og Helenas liv, der på trods af sine og Evas egne sorger orker at tage imod Charlotte, selvom han ikke er blevet spurgt.

Teater

• Ingmar Bergman: Høstsonaten
• Iscenesættelse: Camille Sieling Langdal
• Scenografi: Peter Schulz
• Medvirkende: Kirstrn Olesen, Marir Knudsrn Fogh, Kathrine Høj Andersen, Patrick A, Hansen
• Aalborg Teaterr indtil 25. maj

Det er egentlig ret stort og kærligt af ham. Han er jo også kun en perifer biperson i Charlottes egocentriske univers. Ikke en, man behøver regne med, og som sådan udenfor farezonen.

Forsøget på forsoning og en dør på klem for kærligheden mellem mor og døtre var nok sidste, dødsdømte chance for en form for normalitet. Og det er nok bedst at lade det blive ved det.

Eva har sluppet vreden løs, og måske kan det i sig selv bringe en form for ro i hendes liv i præstegården, og en mulighed for at leve med sine traumer.