Teater

Når vi indser, at livet ikke kan indfri vores forventninger - hvad så?

Vil du ofre alt for kærligheden eller løbe skrigende væk?

Zorg med en af sine Betty'er (Nanna-Karina Schleimann og Anders Manley).
Zorg med en af sine Betty'er (Nanna-Karina Schleimann og Anders Manley). Foto: Martin Høyer Poulsen

Opdateret 10. april 2024 kl. 15:28

TEATER

Teater Nordkraft: "Betty Blue"


Stor kærlighed overvinder ikke altid alt. Den kan også koste dig alt. Hvor høj en pris, du selv er villig til at betale, er spørgsmålet, du får smidt i hovedet som en knytnæve lige i fjæset af denne orkan af en forestilling.

Med Minna Johannesson, teaterleder uden nåde, på kommandobroen, er der garanti for fuld knald frem og tilbud til alle sanser og følelser. Det er teater råt for usødet, med sand på gulvet, lyd og lys i overmål, og med overraskende tvists, for selvom historien er kendt fra bog og film, så kommer Teater Nordkraft med en både aktuel og powerful udgave.

Minna Johannesson formår at drive sit team til at give alt, hvad de har, og så lige en tand til, både på og omkring scenen.

Men hun kræver også noget af publikum: Vi skal holde styr på hele tre Betty’er, (Laura Kold, Thomas Nielsen og Nanna-Karina Schleimann). Vi bliver også spurgt til råds, men ligesom fortælleren Zorg (Anders Manley), har vi svært ved at følge med, når den kompromisløse og grænseløse Betty på et splitsekund skifter ham og personlighed.

Zorg er hjælpeløst fortabt.

Det ville uden tvivl være lettere for ham at glemme alt om Betty og søge en blidere mellemvej i livet – men Zorg er forelsket til døden, og kan ikke andet end følge sin store kærlighed - til den syvende himmel og den dybeste afgrund.

Fortællingen om Betty og Zorg er en tragedie om et match made in hell, og viser os i al sin gru, hvad vi risikerer, når kærligheden kræver den højeste pris for den største lykke. Når vi ikke vil eller kan nøjes med det næstbedste.

Og hvad andet kan man gøre, når man elsker et andet menneske betingelsesløst, end gå hele vejen?

Opsætningen har uslebne kanter og hjørner, men der er også stor musikalsk skønhed, når Nanna-Karina Schleimann oplader sin kraftfulde og smukke vokal, der er uhæmmet kreativitet, og der er en insisteren på at gå hele vejen, og med fandenivoldsk viljestyrke, rå kraft og utraditionelle virkemidler bombarderer og inddrager publikum i slagets gang.

Man behøver ikke forstå alt, og en gennemsnitlig, snusfornuftig nordjyde har måske svært ved at følge med i den dobbelte spiral af selvdestruktion, som Bettys ultimative krav og forventninger til livet fører de elskende ud i.

Men uberørt - det er man ikke, hverken undervejs eller når vi møder det uundgåelige, tragiske punkt, hvor Betty ikke længere kan leve med at se sine høje forventninger ubarmhjertigt trådt ned. Og Zorg heller ikke kan holde det ud længere.

Det er teater når det er allerbedst, når de vildeste ideer gøres ud i livet med forbløffede og virkningsfuld selvfølgelighed. Man fristes til at sige, at her er intet umuligt for den, der har viljen i hjertet.

Kort sagt: Den her er værd at gå efter!

Teater Nordkraft: "Betty Blue"

Baseret på Philippe Djians bog Betty Blue - 37,2 grader om morgenen og filmen af samme navn

Instruktion og dramatisering: Minna Johannesson

Scenografi: Katrine Gjerding

Lysdesign: Mads Eckert

Lyddesign: Jonas Hvid Brimer

Musiker og komponist: Nanna-Karina Schleimann

Medvirkende: Niels Anders Manley, Laura Kold, Thomas Nielsen og Nanna-Karina Schleimann

Spiller indtil 17. maj

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden