Narkopåvirket mand begik indbrud og forsøgte at stikke af fra politiet

En 28-årig mand blev kort tid efter et indbrud lagt i håndjern og præsenteret for en vifte af sigtelser

VADUM:Klokken 15 begik en 28-årig mand torsdag indbrud i et hus i Vadum - blot 26 minutter og et mislykket flugtforsøg senere, lå han i håndjern og var anholdt.

Indbruddet skete på Nørlangvej, hvor den 28-årige skaffede sig adgang til huset ved at brække et vindue op. Indenfor efterlod tyven tydelige fodaftryk i hele huset, inden han forlod huset med diverse lamper.

Men tyven blev også filmet af videoovervågning, og det blev yderst brugbart for de to patruljer, der efter indbruddet ledte efter tyven i området.

Kort tid efter spottede en patrulje nemlig en bil, hvor de kunne genkende føreren - den 28-årige mand - fra videoovervågningen. Patruljen tændte det blå blink, og det fik den 28-årige til at sætte farten op og forsøge at stikke af.

Det blev dog en meget kort jagt, inden tyven standsede bilen brat og sprang ud i håbet om at kunne stikke af fra politiet til fods.

Det gik heller ikke, og det blev ikke til mange skridt, inden betjentene havde løbet den 28-årige op og lagt ham i håndjern klokken 15.26.

I bilen fandt patruljen blandt andet tyvekoster fra huset på Nørlangvej. Men derudover blev der også fundet 70 gram amfetamin.

Den 28-årige havde desuden ikke kørekort, og bilen var ikke indregistreret. Nummerpladerne var også stjålet - og endeligt viste en narkometertest, at manden var påvirket af amfetamin og kokain.

Den 28-årige mand blev derfor præsentere for en vifte af sigtelser: For indbrud, for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, for kørsel i narkopåvirket tilstand, tyveri af nummerplader, mangel på registrering og kørsel uden førerret.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.