Naturvejleder: Her er tre ting, du skal være særligt opmærksom på ved strandens klitter
Man skal lære sig selv og sine børn at færdes sikkert i klitterne og på stranden, lyder det fra Jakob Kofoed
Opdateret 30. august 2024 kl. 07:03
Han har levet størstedelen af sit liv ved den nordjyske vestkyst.
Allerede som barn tilbragte Jakob Kofoed mange timer på stranden og i klitterne i området omkring barndomshjemmet tæt på Saltum.
Fascineret af den storslåede natur - det brusende Vesterhav og et klitlandskab i evig bevægelse.
Også i hans arbejdsliv har det været omdrejningspunkt, for gennem mange år har Jakob Kofoed været naturvejleder i Hjørring Kommune.
Og det er med den erfaring i bagagen, han her giver sine råd om, hvad man skal være særligt opmærksom på for at færdes så sikkert som muligt i klitterne og på stranden.
En generel opmærksomhed
Men inden vi når dertil, er der lige en ting, vi slår fast. Sikkerhed har givet stof til eftertanke hos mange siden søndagens tragiske ulykke, hvor to tyske drenge omkom efter et sandskred på stranden ved Nr. Vorupør.
Det er ikke den konkrete sag, Jakob Kofoed her udtaler sig om eller har en holdning til.
I stedet bruger han sin erfaring til at fortælle om, hvad man generelt skal være opmærksom på langs Vestkysten.
Både som voksen og som barn.
Brug den sunde fornuft
- Man skal tænke sig om, når man færdes i naturen. For den er altid i bevægelse og ændrer sig konstant. Vi har nogle aktive og dynamiske kyster, hvor naturens kræfter virkelig er sat i spil, siger 67-årige Jakob Kofoed, der er tilknyttet Vendsyssel Historiske Museum og blandt andet er rundviser på Rubjerg Knude.
- Men det må aldrig blive sådan, at vi frygter naturen og ikke bruger den. I stedet for at blive hjemme skal vi ud og lære naturen at kende.
- Jeg synes ikke, klitterne er lumske, og det er sjældent, at noget går galt. Men man skal være opmærksom på, at storm og bølger betyder, der hurtigt sker ændringer.
Jakob Kofoed nævner tre ting, man skal være opmærksom på: Udhæng, slugter og huler.
Naturvejlederen fortæller også, at man generelt skal være opmærksom på, om der ligger tørv på stranden. For det kommer oppefra og er skyllet ud af klitterne og har skabt huller.
Børnenes naturvejleder
Jakob Kofoed opfordrer til, at man som voksen er meget konkret overfor børn, hvis man vil lære dem, hvad der er et godt sted og et dårligt sted at lege i klitterne og på stranden.
- Klitlandskabet fascinerer mange, vi har en trang til at kravle op - både børn og voksne er draget af udsigten og udsynet, siger han.
- Og børn skal også have lov til at lege og løbe i klitterne, vi har alle prøvet at kæmpe os op gennem sandet og så bare løbe ned igen i fuld fart.
Jakob Kofoed er ikke i tvivl om sin opfordring.
- Det bedste, man kan gøre, er at se sig selv som børnenes naturvejleder.
- Man skal huske at kigge op og lade børn gøre det samme. Hvis der er udhæng, så skal man gå udenom, da der kan være risiko for, at de styrter ned, siger Jakob Kofoed.
Udhæng opstår, hvor vind eller vand æder sig ind i den nedre del af klitten og efterlader et udhæng, der ofte kan være tonstungt på grund af vegetation og rødder.
- Hvis udhænget kollapser, udløser det et sandskred, hvor sandet falder ned og ruller ud over stranden. Risikoen er størst, hvis der kommer meget vand.
En anden ting, man skal have øje for, er slugter.
- I klitterne ser man ofte små slugter, hvor vand løber ud. Dem skal man holde sig fra, de kan ligne små huler, og vandet gør, at jorden kan føles som kviksand, siger Jakob Kofoed.
Da han var barn på Vestkysten i 60'erne, gik beskeden fra mund til mund, at man skulle holde sig fra huler. Både at grave dem selv - og dem der naturligt opstår.
- Klitter er bygget op af noget hårdt - ler. Og af blødt sand. Vind, bølger og regn kan skylle det løse ud, og så kan der opstå en hule. Ofte helt nede i strandplan, siger Jakob Kofoed.
- Det skal man lære sine børn at holde sig væk fra. Sand bliver ustabilt, når man graver, intet holder på det. Og regn øger risikoen for, at det skrider og styrter sammen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.