Livsstil

Niklas er mesterbager. Og det er hans ting at bruge noget i kager, man ikke lige forventer

Nordjyden imponerer dommerne i det kendte, hvide bagetelt

Niklas Søndermølle Frandsen kalder det en stor oplevelse at være med i Den store bagedyst, og han fremhæver blandt andet de gode venskaber med de øvrige deltagere.
Niklas Søndermølle Frandsen kalder det en stor oplevelse at være med i Den store bagedyst, og han fremhæver blandt andet de gode venskaber med de øvrige deltagere. Foto: Carsten Mol/DR

Han har gjort det to gange - ud af to mulige: Vundet titlen som mesterbager i årets udgave af Den store bagedyst.

- Det er helt crazy, siger Niklas Søndermølle Frandsen her efter de første to afsnit af DRs seersucces.

Niklas Søndermølle Frandsen har interessen for at bage med sig fra barndomshjemmet i Brovst. Arkivfoto: Jesper Hansen

Interessen for at trylle med dej, pynt og sammensætningen af smage blev vakt til live allerede i barndomshjemmet i Brovst.

- Jeg har altid været meget kreativ og syntes, det var hyggeligt at være i køkkenet sammen med min mor, når hun bagte og især pyntede lagkager, siger Niklas Søndermølle Frandsen.

- Og jeg har også altid bagt småkager med min mormor til jul.

Derfor kommer det nok heller ikke bag på nogen, at et af favoritfagene i folkeskolen var hjemkundskab.

Timian, mynte og basilikum

Efter ungdomsuddannelsen på Aalborg Tekniske Gymnasium flyttede han til Aarhus for at studere på arkitektskolen.

- Min interesse tog mere fart, efter jeg flyttede og begyndte på uddannelsen. Det er sjovere at bage kager, når der er nogen at give dem til, siger 30-årige Niklas Søndermølle Frandsen. 

Æstetik og princippet less is more kendertegner kagerne fra mesterbageren. Privatfoto

- Og nu, hvor jeg arbejder og bor i Odense, bliver interessen større og større. Her har vi også et køkken med masser af plads, siger han.

Her er der rig mulighed for at dyrke det, der er blevet hans ting både derhjemme og i bagedysten.      

- At bruge krydderurter i mine kager. Jeg kan godt lide at udfordre mig selv og prøve nyt. Jeg ved godt, at krydderurter i høj grad er en smagssag, og at brugen af dem i bagværk også deler vandene, siger han.

- Men jeg er selv meget glad for det, især timian. Hvis man har mod på at prøve selv, er mynte og basilikum et godt sted at begynde. 

Tip til krydderurter, når du bager
  • Når der arbejdes med krydderurter i bagning, skal der typisk bruges mere, end man tror, fordi krydderurterne mister en del af deres smag, når de blirver varmet op.
  • Basilikum går utrolig godt med foreksempel jordbær og/eller hvis chokolade.
  • Rosmarin kan bruges som en super god, rundet smagskontrast til skarpe smage fra citrusfrugter.
  • Fennikel og estragon tilføjer en lidt lakridsagtig smag i dit bagværk. Jeg kan for eksempel godt lide og kombinere estragon med passionsfrugt.
Niklas Søndermølle Frandsen

Niklas Søndermølle Frandsen har da også en drøm om at skrive en bog på et tidspunkt - om netop krydderurter i brød og kager.

Æstetik i kagerne

Han bruger mange af sine vågne timer på at bage i hjemmet, som han deler med sin kæreste Thor. 

For det er langt mere end en interesse at skabe de spiselige mesterværker. Det er en passion.

- Jeg synes, det er sjovt, det giver mig et frirum til at lege med tingene, siger han, der da også har en helt særlig favoritdisciplin.

- Det er at pynte, jeg synes, det er vildt sjovt at give kagerne et udtryk, så folk tænker wauw.

I det arbejde ser han også en klar sammenhæng til sit fag.

- Jeg har en helt grundlæggende interesse for det æstetiske, og jeg kan tydeligt se arkitekturen i mine kager. Jeg kan godt lide det stilrene - less is more, siger mesterbageren.

Det er en helt særlig passion for mig at pynte kagerne, siger Niklas Søndermølle Frandsen. Arkivfoto: Jesper Hansen

- Jeg har en god visuel sans, og den bruger jeg også, når jeg planlægger kagerne. Jeg laver altid en skitse, hvor man som det første kan se lagene og snittet. Derefter planlægger jeg det ydre.

Det er i øvrigt ikke kun i bagningen, Niklas Søndermølle Frandsen bruger sin kreativitet. Han er også passioneret omkring performancekunsten cosplay, hvor han selv syr kostumer og portrætterer karakterer fra Harry Potter-universet.

Bryllupskager og fransk citrontærte

Udover drømmen om at udgive sin bagebog, så spirer endnu en tanke.

- Jeg vil gerne bruge fritid på at lave bryllupskager, og jeg har da også allerede fået et par henvendelser fra folk, jeg ikke kender, siger han og understreger, at han ikke har planer om at skifte branche. Hjertet banker også for arkitekturen.

Mesterbagerforklædet og det store, hvide bagetelt er blevet en del af hele fortællingen om Den store bagedyst. Privatfoto

Sin egen favoritkage er Niklas Søndermølle Frandsen ikke i tvivl om. Det er den helt klassiske, franske citrontærte med bunden af mørdej, den luftige citroncreme og brændt marengs på toppen.

- Den er simpel, og så smager den bare godt.

Og i Niklas Søndermølle Frandsens version har den - naturligvis - et tvist af rosmarin.

Den store bagedyst
  • Du kan se Den store bagedyst hver lørdag fra klokken 6 på DRTV og samme aften fra klokken 20 på DR1.
  • Som altid siger Timm Vladimir de efterhånden så kendte ord klar-parat-bag til deltagerne i det hvide bagetelt.
  • Her i sæson 13 er det igen dommerne Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo der bedømmer bageentusiasternes fondant, glaze, chokoladearbejde og smag, ikke mindst.
DR

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden