Økonomi

Nordjyde har vundet 40.000 kroner hver måned i 40 måneder: - Nu skal der frådses!

Mand i 70'erne får kørt 1,6 millioner ind på kontoen de næste godt tre år

Scanpix Denmark

AALBORG: En mand i 70’erne fra Aalborg Kommune har vundet en pengepræmie, der nok skal forsøde tilværelsen det kommende stykke tid.

Han har skrabet sig til førstepræmien på online-skrabeloddet Guldbarren fra Quick. Det giver 40.000 kroner - altså hver måned i 40 måneder. Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

Den samlede gevinst på 1,6 millioner kroner betyder, at vinderen har fået tilbudt millionærrådgivning.

Nu bliver der plads til at frådse, som manden selv udtrykker det. Han ønsker at være anonym men fortæller således til Danske Spil:

- Min kone og jeg har rejst meget og har for mange år siden tabt vore hjerter til Thailand, hvor vi har været mange gange. Flyrejsen er imidlertid så lang, at vi har droppet det de senere år og er i stedet taget andre steder hen, fordi vi simpelthen ikke har kunnet holde til den lange tur. Men nu har jeg foreslået, at vi rejser derud igen. Nu har vi jo fået mulighed for at frådse lidt og tage turen på 1. klasse, fortæller den glade vinder.

Konen troede ikke på ham

Det varede et stykke tid, inden han turde tro på, at han virkelig var vinder af den store præmie:

- Jeg sad der ved computeren, og så stod der lige pludselig ”Tillykke, du har vundet 1,6 millioner kroner". Men jeg kunne ikke se gevinsten på min profil, fortæller vinderen, der dog ikke lod sig stresse over situationen.

- Nej, jeg tænkte bare, at jeg måtte vente til min søn kom på besøg. Så kunne han måske hjælpe mig, lyder det.

Danske Spils kundecenter kom dog sønnen i forkøbet og ringede til pensionisten. Senere måtte de også lige tage en snak med konen, fortæller vinderen:

- Jeg tænkte bare: ”Nå, det er da dejligt”. Jeg sad og ventede spændt på, at min kone kom hjem, så jeg kunne overbringe de gode nyheder. Men da jeg endelig kunne fortælle hende det, troede hun ikke på det. Så gav jeg hende nummeret til manden i Danske Spil, som jeg havde talt med, og han kunne bekræfte det for hende, siger vinderen med et grin.

Udover at rejse har den heldige nordjyde også andre ting, han vil bruge gevinsten på.

- Sidste år døde vores gamle bil, så vi kunne da godt tænke os en anden - gerne med automatgear. Konen vil gerne have nyt tøj, så det får hun nok, men jeg har det, jeg skal bruge. Og mon ikke, der falder lidt større gaver af til børn og børnebørn. Det kunne jeg godt forestille mig.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden