Nordjyllands Politi om voldsom anholdelse: Han fik nogle knubs

Psykisk syg mand slog betjent og blev selv slået med knippel - politiklagemyndighed orienteret

Arkivfoto

Arkivfoto

AALBORG:Flere videooptagelser af en voldsom anholdelse på gaden i Aalborg søndag morgen har nu fået Nordjyllands Politi til at fortælle nærmere om forløbet.

På videooptagelserne ser man to politifolk i tumult med en mand, som ifølge politiet er psykisk syg, voldsom og farlig.

Optagelserne viser to betjente, der presser manden ned på vejen, mens den ene betjent slår ham flere gange med knippel på ben og ryg.

En af optagelserne er offentliggjort af Ekstra-Bladet.

Fik hjertemassage

En anden videooptagelse viser, at en af betjentene giver manden hjertemassage, og at manden derefter lægges op på en båre og køres væk i ambulance.

Manden kom på skadestuen og blev derefter sendt videre til psykiatrisk afdeling.

- Det ser voldsomt ud, siger politiinspektør Claus Danø, leder af operativ afdeling hos Nordjyllands Politi, efter han har set videooptagelser af episoden.

Efter episoden har politiet orienteret Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) om sagen.

- Vi ønsker at orientere dem, så de har mulighed for at vurdere sagen. Det er helt normal procedure, forklarer Claus Danø.

- Den fornødne magt

Han understreger, at politiets umiddelbare vurdering er, at de to betjente handlede efter reglerne og gjorde, "hvad der desværre var nødvendigt".

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse om forløbet af den voldsomme anholdelse.

- De to betjente brugte den fornødne magt, siger Claus Danø.

Han bekræfter, at en af betjentene på et tidspunkt gav manden hjertemassage, da manden pludselig var passiv. Politifolkene frygtede, at han måske havde fået hjertestop.

Manden kom dog hurtigt til sig selv og - ifølge politiet - begyndte han igen at gøre modstand. Han blev dog lagt på en båre og bragt væk i ambulance, viser videooptagelser.

Ifølge politiet fik manden "nogle knubs" i forbindelse med anholdelsen.

Politiets beskrivelse

I en pressemeddelelse giver Nordjyllands Politi denne beskrivelse af det voldsomme forløb:

"Kl. 07.00 i morges søndag den 10. januar blev en betjent pludseligt overfaldet på Vesterbro i Aalborg, da han står og bevogter en bil i relation til et knivstikkeri tidligere på dagen. Betjenten står alene uden for bilen, mens hans kollega sidder inde i bilen. Betjenten ser så pludselig denne 37-årige mand, som går ude på vejen og har direkte kurs mod betjenten. Da manden kommer tæt på betjenten, beder betjenten ham om at holde sig væk, men den 37-årige mand går direkte hen til betjenten og slår ham med knytnæveslag i ansigtet.

Betjentene havde meget svært ved at få ro på den aggressive og syge mand. De forsøger at undgå det, men er nødsaget til at anvende den fornødne magt: Vi forstår godt, at anholdelsen ser voldsom ud. Det ér voldsomt. Her er tale om en psykisk syg person, som desværre bliver meget voldsom og farlig. Betjentene starter med at anvende peberspray mod ham for at pacificere ham, men den har slet ingen effekt, oplyser Claus Danø.

Derfor er betjentene nødt til hurtigst muligt at få bragt manden i ro på anden vis, og i den forbindelse anvender den ene betjent sin politistav.

- Det er vigtigt at pointere, at betjentene samarbejder om at få manden til at forholde sig roligt og pacificeret, indtil de kan mærke, at han holder op med at yde modstand. Den modstand kan ikke nødvendigvis ses på en video, siger politiinspektøren.

Han understreger, at den psykisk syge mand blot fik nogle knubs under anholdelsen, men ikke ellers kom til skade. Da manden på et tidspunkt under anholdelsen virkede ukontaktbar, gav betjentene straks førstehjælp og tilkaldte samtidigt en ambulance. Manden blev tilset på skadestuen og er nu indlagt på en psykiatrisk afdeling."

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.