Nordjysk Fødevareoverskud kan ikke følge med: - Det er kaotisk
De stigende priser kan tydeligt mærkes på, hvor mange der dukker op
AALBORG: Lige nu er det temmelig kaotisk.
Det er sådan, Bente Schjødt beskriver dagligdagen hos Nordjysk Fødevareoverskud, hvor hun er en af to fuldtidsansatte. De stigende priser på fødevarer, el og varme, for ikke at glemme krig i Ukraine, betyder at der dukker flere mennesker op klokken 16, når stedet åbner døren.
Nordjysk Fødevareoverskud er en non-profit organisation, der henter mad, der egentligt skulle have været smidt ud fra butikker rundt i Nordjylland, for at give det videre til folk, der har svært ved at få budgettet til at hænge sammen.
- Der kommer mange, som ikke ved, hvordan man får økonomien til at hænge sammen. Vi har rigtigt mange nye, der er begyndt at komme og hente en kasse med mad, fortæller hun.
Grænse på 30 kasser
Efterspørgslen betyder, at de er blevet nødt til at rykke grænsen på kasser, der bliver pakket om dagen fra 25 til 30. Det lyder ikke af meget, men kasserne, der er på omkring 30 kilo, tager tid at pakke og kræver, at der er nok mad.
- Det er alt, hvad vi kan klare. Vi bestræber os på ikke at afvise nogen, for det er rigtigt træls at gøre. Vi var oppe på at måtte bede 5-6 stykker komme tilbage en anden dag før påske. Men så sørger vi også for, at de er først i køen til at få en kasse den dag, forklarer Bente Schjødt.
Butikkernes lukkedage i påsken betyder dog, at de i denne uge har masser af mad, så da der tirsdag efter påske stod 44 udenfor, da dørene blev slået op, gjorde man alt hvad man kunne for at pakke 14 ekstra kasser.
- Det, håber jeg ikke, sker igen, for det var simpelthen kaotisk. Vi var ikke nok hænder til både at pakke og få linet folk op. Der var ukrainere i mellem dem, så vi troede det ville hjælpe at tilkalde vores russisktalende frivillige, men det nyttede ikke meget, fortæller hun.
Mangler en varevogn
Der er ifølge hende tre ting, der skal til for at organisationen kan løfte opgaven bedre.
- Lige her og nu er vi mest presset, fordi vi måtte skrotte en af vores varevogne. Det gør os meget ufleksible. Derudover mangler vi frivillige, så vi andre kan få fri en gang i mellem, og så ville det være rart, hvis der var flere, der kunne donere varer. Lige nu er jeg kun sikker på, vi har til ugen ud, fortæller hun.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.