Fodbold

Nordjysk klub er årets danske fodboldklub

DBU hædrer klubben for medlemsfremgang og et stærkt hold af frivillige ledere og trænere

B52/AFC spiller i lyseblåt. Håbet om at vinde kåringen som årets danske fodboldklub i 2020 var lysegrønt - og nu en realitet. Arkivfoto
B52/AFC spiller i lyseblåt. Håbet om at vinde kåringen som årets danske fodboldklub i 2020 var lysegrønt - og nu en realitet. Arkivfoto Allan Mortensen

Årets danske fodboldklub i 2020 er nordjysk.

Det har Dansk Boldspil-Union besluttet, og hæderen går til Aalborg-klubben B52/AFC.

Det er første gang nogensinde, en nordjysk klub kommer i det fornemme selskab. Kåringen er foretaget hvert år siden 2006.

- Det er en kæmpe overraskelse, som vi er enormt stolte og ydmyge over at modtage. Vi har gennem de seneste 10 år oplevet en markant medlemsfremgang i ungdomsafdelingen, så der er mange gode kræfter om at dele prisen, lyder det fra en stolt klubformand Louis Lantow.

Netop medlemstilgangen og et stærkt hold af frivillige ledere og trænere er nogle af de ting, DBU peger på i valget af den B52/AFC, som var nomineret sammen med Husum Boldklub, Errindlev G&I og Stenlille IF Fodbold.

Klubben, der har eksisteret under sit navn siden 1972, ligger midt i Aalborgs multikulturelle ”Grønlænderkvarter”. I klubben ses det ved, at flere end 20 forskellige nationaliteter er repræsenteret i ungdomsafdelingen.

I sommer tilbød klubben med succes en såkaldt Hot Spot aktivitet for kvarterets unge, hvor alle, uanset medlemskab, kunne komme og spille fodbold. Klubben har også e-fodbold på programmet, og klubbens frivillige har i den svære coronatid bl.a. omdelt kirkeblade og skraldeposer for Aalborg Kommune for at støtte op om klubben.

Og så er det endelig lykkedes at realisere et kunstbaneprojekt, som igangsættes primo 2021, bl.a. til gavn for seniorafdelingen med både kvinder og mænd, samt en meget aktiv Old Boys afdeling.

Trofæet, som markerer den fornemme kåring, modtog B52/AFC's formand torsdag eftermiddag - samtidig med at en del af klubbens ungdomsspillere genoptog træningen efter den seneste coronanedlukning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden