Underholdning

Nordjysk robot tager opvasken i længe ventet tv-serie

Det er ikke kun skuespillere af kød og blod, som udgør castet i ny serie. En nordjysk robot er nemlig på rollelisten 

Robotten her har fået en noget anderledes skæbne, end den var tiltænkt, da den blev produceret. 
Robotten her har fået en noget anderledes skæbne, end den var tiltænkt, da den blev produceret.  Foto: Martél Andersen

Opdateret kl. 14:28

Lars von Triers "Riget Exodus" har været ventet i lang tid, og søndag den 9. oktober fik de to første afsnit premiere på Viaplay. Og det skete med et særligt nordjysk islæt. 

Robotten BOB 2.0, som udgør den ene halvdel af Rigshospitalets nye opvaskeduo, har nemlig til dagligt hjemme på Aalborg Universitet. 

Casper Schou og hans kolleger har hjulpet Zentropa med at gøre robotten klar til serien.  Foto: Martél Andersen

Til industri

Robotten, som er af typen Franka Emika Panda, er oprindeligt skabt til industriel brug. Det fortæller adjunkt ved Institut for Materialer og Produktion på Aalborg Universitet Casper Schou, som har været med til at gøre robotten klar til det store lærred.  

- Det er en robotarm, som så mange robotarme. Det vil sige, at det er en robot, der kan bevæge et værktøj rundt i rummet i seks frihedsgrader. Man kan få en robotarm til at lave næsten hvad som helst, alt efter hvilket værktøj man giver den, siger Casper Schou og fortsætter:   

- Den, der er brugt, har en parallelgriber med to fingre. Det betyder, at den kan lave alle mulige opgaver, hvor der skal gribes noget.

Robotten er nu tilbage på Aalborg Universitet.  Foto: Martél Andersen

Det eneste der adskiller robotten i serien fra en, som står på en fabrik, er de to lysende øjne, som er påmonteret. 

Faldt for den hvide

Forskerne fra Aalborg Universitet blev involveret, da de blev kontaktet af produktionsselskabet Zentropa med en forespørgsel på en robot, som skulle agere opvasker i serien. 

- Der kom en rekvisitør fra Zentropa til Aalborg, som var med ude i vores lab og se vores robotter. Han kom selvfølgelig med et billede af, hvordan robotten skulle se ud for at passe ind i serien. Han faldt ret hurtigt for den her hvide robot, som er med, lyder det fra Casper Schou.

Casper Schou var med på settet, mens scenerne med BOB 2.0 blev filmet, for at indstille robotten.  Foto: Martél Andersen

Det har været en anderledes opgave for Casper Schou og hans kolleger at arbejde med robotten. 

- Det har været vildt interessant, fordi vi er vant til at løse industrielle opgaver. Opgaver hvor det skal være effektivt, nøjagtigt og præcist. Her arbejder vi sammen med kreative mennesker, og pludselig er der fokus på, hvordan robotten bevæger sig, og hvordan det ser det ud, når robotten bevæger sig, siger han. 

Casper Schou betegner robotten som avanceret.  Foto: Martél Andersen

Ny opvaskeduo 

I de første to sæsoner af 'Riget', som løb over de danske fjernsynsskærme i 90'erne, blev opvaskeduoen udgjort af Vita Jensen og Morten Rotne Leffers. I 'Riget Exodus' består duoen ud over BOB 2.0 af Jesper Sørensen, som blandt andet er kendt fra dokumentaren “Drengen i den gamle krop”. 

Selvom robotten nu har fået sin debut som skuespiller, betyder det ikke, at den får lov at forsømme sine pligter i Aalborg. Den er nemlig tilbage på universitet og klar til atter at indgå i forskning. 

Robotten hører hjemme på Institut for Materialer og Produktion på Aalborg Universitet.  Foto: Martél Andersen

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden