Nordjyske mener: Hvad er der i vejen med afrikanske sygeplejersker?
Problemet er ikke kun, at for få unge ikke vil velfærdsarbejde, men også at der simpelthen er for lidt kvalificeret arbejdskraft i landet

Lederskribent Anders Sønderup. Foto: Lars Pauli
LEDER:I sidste uge kom der et fornuftigt forslag fra Moderaterne.
Helt som forventet blev det straks skudt ned, for forslaget handlede nemlig om at prøve noget nyt, og den slags er sjældent populært.
Ideen er ellers aldeles glimrende.
Moderaterne vil bygge skoler og uddanne sundhedspersonale i eksempelvis Filippinerne eller andre mindre bemidlede lande og herefter bringe arbejdskraften til Danmark.
For vi mangler i den grad sundhedspersonale, og aldeles intet tyder på, at det bliver bedre i fremtiden. Da ansøgningsfristen i sidste uge udløb måtte de mange velfærdsuddannelser endnu engang konstatere, at unges lyst til at arbejde i velfærdsstaten ikke er stor nok. Siden 2019 har der på landets største fire professionshøjskoler været et fald i ansøgerne til sygeplejeuddannelsen på 29 procent, mens der har været et fald i ansøgerne til pædagogstudiet på 27 procent.
Der kommer til at mangle titusindvis af ansatte, og findes der ikke en løsning, så vil det reelt underminere velfærds-Danmark. Kommunernes Landsforening har tidligere advaret om, at der vil mangle omkring 44.000 i den offentlige sektor frem mod 2030 - samtidig med, at der kommer endnu flere børn og ældre.
Nyt er det ikke, og allerede nu er problemerne tydelige.
Alligevel stikker flertallet af politikere og fagbevægelse hovedet i busken, og svarer det samme som de gjorde for fem år siden.
Fagbevægelsen mener selvfølgelig, at løsningen er, at hæve lønnen.
Men et voldsomt lønløft er ikke en holdbar løsning. Skal lønnen være virkelig attraktiv skal vi op på en løn af den størrelse, der lokker dansk sundhedspersonale til Norge, og det har vi ikke råd til.
Socialdemokraterne - fremgår det af et skriftligt svar til TV2 - vil hellere fokusere på at få flere unge til at tage velfærdsuddannelserne. Venstre vil vente på rapporten fra den kommende Robusthedskommission, der skal sørge for mere personale i sundhedsvæsenet og sikre mere tid til kerneopgaverne.
Mildt sagt så lyder de to bud ikke som nogen, der løser noget som helst.
For problemet er ikke kun, at for få unge ikke vil velfærdsarbejde, men også at der simpelthen er for lidt kvalificeret arbejdskraft i landet.
Allerede nu er vi helt afhængige af udlandsk arbejdskraft, men den bliver stadig sværere at lokke til. Det er ikke realistisk, at det manglende sundhedspersonale kan hentes i EU-lande, og derfor er der aldeles gode grunde til ikke bare blankt at afvise Moderaternes forslag.
Tyskerne har allerede etableret et samarbejde med Kenya om at uddanne sygeplejersker, og det samme kan Danmark roligt gøre.
For nok vil det give udfordringer at bruge arbejdskraft fra så fjerne himmelstrøg, og havde der været nærliggende alternativer havde de været at foretrække.
Men de er bare svære at få øje på.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.