Nordjyske mener: Jakob, Lars og Mette tager på tale-turne. Det var bedre om de kom for at lytte
Om kort tid optræder regeringstoppen i Musikkens Hus. Noget bud på nordjyske problemer skal man dog ikke regne med

Lederskribent Anders Sønderup. Foto: Lars Pauli
13. september indtager efterårets nok største navne scenen i Musikkens Hus i Aalborg.
Nemlig trioen Jakob Ellemann-Jensen, Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen, der tager på landsdækkende efterårsturne med showet "Sammen om et bedre Danmark".
Billetterne er gratis, og hvor meget turneen løber op i er uvist - billigt er det hverken at hyre Anders Breinholt som ordstyrer eller at leje den store sal i Musikkens Hus - og det fremgår heller ikke af Facebook-reklamerne præcist hvem, der betaler for den landsdækkende tur. Det er dog også en detalje uden den helt store betydning, thi i sidste ende ender regningen stensikkert hos skatteyderne.
Selvfølgelig er det fint nok, at de tre tager turen rundt i landet for at fortælle, at - som der står i reklamen - de vil gøre Danmark endnu bedre. En underholdende oplevelse skal det nok også blive - Anders Breinholt er normalt ganske sjov, og de tre politikere er absolut vidende, og uden humor er de ikke.
Men ret meget mere end et skarpt turneret politisk talkshow skal man næppe regne med. Det vil handle om de store linjer - Ukraine, klima, koranafbrænding, og muligvis vil der komme et par spørgsmål fra salen om 3. Limfjordsforbindelse.
Men et bud på en løsning af de økonomiske problemer, alle nordjyske kommuner står i, skal man ikke sætte snuden op efter.
- Den nye tids valuta i dansk politik er ikke penge, for dem har vi mange af. Det er, at vi ikke kan bruge pengene, hvis der ikke er tilstrækkeligt med medarbejdere. Det er det spørgsmål, som alle andre politiske temaer – fra forsvar over sundhed til klima – vender tilbage til, lød det tidligere på måneden fra statsminister Mette Frederiksen.
At mangel på arbejdskraft er et kæmpe problem har statsministeren ret i. Men at pengemangel ikke skulle være et problem, har hun derimod ikke ret i.
Det er ikke mangel på lærere, der lukker nordjyske skoler, og det er heller ikke mangel på personale, der er skyld i, at Aalborg Kommune nu overvejer, at de ældre kun skal have gjort rent hver tredje uge.
At der til næste år kommer betydelige serviceforringelser i alle nordjyske kommuner skyldes kun en ting, og det er mangel på penge.
Men det har regeringen ikke den store lyst til hverken at tage ansvar for eller diskutere. Åbenlyst håber de, at problemet kan lukkes ned med den ene milliard, der i finansloven ventes afsat til kommuner og regioner.
Men den milliard løser nærmest ingenting - slet ikke på sigt. Så længe budgetloven står ved magt, vil kommunerne stå i samme situation år efter år, og det vil kun blive sværere at finde steder at spare.
Det er fint, at trioen tager turen til Nordjylland. Men måske var det en bedre ide, at de kom for at lytte i stedet for at snakke.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.