Journalistik

Nordjyske sætter turbo på Aalborg med en ny Aalborg-redaktion

En ny redaktion får til opgave at beskrive udviklingen og livet i Nordjyllands største by og samlingspunkt

Den nye Aalborg-redaktion. Fra venstre Jesper Schouenborg, Anne Norre Hansen, Tina Larsen, Niels Holger Thrane Skovmand, Jacob Andersen, Jakob Kanne Bjerregaard, Andreas K. Wielandt, Katrine Schousboe Laursen, Nikita Fjorback Jensen, Susanne Justsen og Thomas Lee Christensen.

Den nye Aalborg-redaktion. Fra venstre Jesper Schouenborg, Anne Norre Hansen, Tina Larsen, Niels Holger Thrane Skovmand, Jacob Andersen, Jakob Kanne Bjerregaard, Andreas K. Wielandt, Katrine Schousboe Laursen, Nikita Fjorback Jensen, Susanne Justsen og Thomas Lee Christensen.

Det Nordjyske Mediehus etablerer en Aalborg-redaktion, der skal favne den nordjyske hovedstad – både når det gælder om at nytte og fornøje.

Målet er at indtage rollen som aalborgensernes førende nyhedsleverandør, og indsatsen kommer overordnet til at ske på to fronter: Vi stiller skarpt på journalistikken inden for alt fra politik over by- og boligudvikling til trafik, miljø, pasning, skole og uddannelse og ældrepleje i Nordjyllands hovedstad. Samtidig vil redaktionen tappe ind i storbyens puls i forhold til mad, butiksliv, trends, musik, ungdomsliv og kendisliv - historier af den lidt hurtigere og lette type.

Som redaktionschef for den nye Aalborg-redaktion har ledelsen kigget internt og udpeget Jacob Andersen. Han er 32 år og har arbejdet på Ekstra Bladet, men siden 2018 været ansat som journalist på Langagervej, hvor han har leveret nyheder til nordjyderne både tidligt og sent.

- Nu har jeg så fået lov til at stå i spidsen for vores Aalborg-dækning, og for en Aalborg-dreng som mig er det et kæmpe privilegium, siger Jacob Andersen og fortsætter:

- Aalborg by og kommune er inde i en rivende udvikling, og derfor er det måske endnu vigtigere end nogensinde, at der er et stærkt lokalmedie, som kan fortælle om konsekvenserne - både de gode og de dårlige - som den udvikling uundgåeligt vil have for os almindelige mennesker. Et medie, som kan tale den store og den lille mands sag og være med til at Aalborg udvikler sig til det bedst mulige sted at bo for os alle sammen. Det glæder jeg mig til at være en del af.

Den nye Aalborg-redaktion kommer til at bestå af 10 reportere og en marketeer, der spotter tendenser og har fokus på de sociale medier. Redaktionens medlemmer befinder sig både på Det Nordjyske Mediehus’ hovedkvarter i Aalborg Øst og på Boulevarden midt i byens hjerte. Den samlede redaktion vil publicere historier i tekst og billeder på henholdsvis nordjyske.dk og aalborg.nu. Dertil kommer dagligt indhold til Nordjyske Stiftstidende – både i første sektion og i lokalsektionen for Aalborg – og i den trykte udgave af Aalborg:nu.

Den redaktionelle ledelse i Det Nordjyske Mediehus tror på, at den nye Aalborg-redaktion vil komme både aalborgenserne og nordjyderne generelt til gavn.

- Aalborg er hele Nordjyllands vækstlokomotiv, og den udvikling skal vi naturligvis følge tæt. Og med så mange journalistiske kræfter i spil, vil vi kunne fortælle, hvad der rører sig i byen – både med alvor, men også med et glimt i øjet, når det byder sig, siger Karl Erik Stougaard, ansvarshavende chefredaktør i Det Nordjyske Mediehus.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.