Nordjyske tester: Fra frisk limepilsner til krydret påskebock

Fire solide bud på nordjyske påskebryg <i>Foto: Lotte Kjær</i>

Fire solide bud på nordjyske påskebryg Foto: Lotte Kjær

NORDJYLLAND:Gæk, gæk, gæk. Menuen rager os æk’. I denne uge er det nemlig de våde varer, det handler om. Og selvom du aldrig går galt i byen med Tuborgs Kylle Kylle, har vi alligevel kontaktet en række nordjyske bryggerier for at smage deres bedste bud på en øl til påskebordet. Vi har i den forbindelse modtaget fire spændende og meget forskellige bud, som bedømmes i dennes uges udgave af Nordjyske Tester.

Det har stået bryggerierne frit for at vælge dén øl fra sortimentet, som de mener, er det bedste match til det traditionelle påskebord, og øllene er derfor ikke nødvendigvis mærket som påskebryg.

En moderne West Coast IPA med 7 pct. vol.

Testens første øl bliver brygget hos det nordjyske mikrobryggeri Bad Seed Brewing i Gudumholm. Med sig i bagagen har de en pris som årets bryggeri 2022, og det betyder naturligvis, at forventningerne allerede nu er høje.

Er du, ligesom jeg selv, en af de mange danskere, som er sprunget med på IPA-bølgen, er der ingen tvivl om, at du vil elske Bad Seeds Slice of Sunshine. En læskende øl, der, som navnet antyder, drager dig hen til de lune sommeraftener. En sprød, bitter og forfriskende fætter, hvis du spørger mig. Umiddelbart gør dens friskhed, at den er perfekt til det kolde påskebord, men står menuen på mørbrad og lam, skal du måske gå efter en mørkere og mere krydret variant.

IPA’er er kendetegnet ved at være bitre, og jeg skal hilse og sige fra en kritisk nordjyde, jeg til dagligt kalder far, at det ikke er alle og enhver, der sætter pris på bitterhed i deres øl. Derfor vil du nok gøre klogt i at lave lidt forarbejde og undersøge, om dine gæster er IPA-drikkere eller ej. Hvis det viser sig, at de er vilde med IPA, er der ingen tvivl om, at Slice of Sunshine vil få dig nomineret til årets vært. Desuden fungerer dåsen med sin gule farve og kunstneriske emballage som et moderne bud på påskepynt. Win win!

Pilsner og limejuice i en frisk symfoni på 4,5 pct. vol.

De nye ejere af Løkken Bryghus, Too Old To Die Young, har også budt ind med en frisk sag til påskebordet. Her er der tale om deres Party Crasher, som er en lime-infused pilsner. Oversat til nordjysk betyder det, at det er en pilsner tilsat et skvæt limesaft. Jeg har ikke tal på, hvor mange nordjyske mænd der gennem årene har fortalt mig, at de afskyer øl med frugtsmag, men der skal mere end limesaft til at afskrække mig.

Først og fremmest får vi her testens eneste økologiske øl, hvilket for nogle vil være et stort plus. Smagsmæssigt er den meget drikkevenlig og læskende. Måske lidt for let at drikke i og med, at jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at smagen forsvinder ret hurtigt fra munden.

Limesmagen gør den en smule shandy-agtig, altså sådan en blanding af øl og sodavand. Det kan jeg godt lide, men jeg synes, at den er for let til påskebordet. Umiddelbart vil jeg hellere have den serveret uden mad. Et godt bud på en pre-dinner, og for mig kunne den sagtens erstatte et glas hvidvin på terrassen.

Den traditionelle påskebryg med 7,4 pct. vol.

Ude vestpå kan de også lave øl, og det er Thisted Bryghus et glimrende eksempel på. Her har vi at gøre med endnu en medaljevinder, som i 2015, 2016 og 2017 vandt prisen som årets bryggeri.

Bryghusets Easter Bock er uden tvivl mere traditionel end testens forrige, og den krydrede smag gør den perfekt som madøl. Der er ingen tvivl om, at den afrundede smag vil gøre sig godt til det traditionelle danske påskebord med hele molevitten – også når det kommer til de varme retter som mørbrad eller lam.

Du gør klogt i at bede gæsterne om at lade bilen stå hjemme eller medbringe en chauffør, for det er ikke kun smagen, der er kraftig. Thisteds Easter Bock indeholder hele 2,4 genstande, så der skal ikke mange flasker til at gøre en fuldvoksen mand stangbacardi.

Flydende lakrids med 5,8 pct. vol.

Sæby Bryghus har budt ind med en mørk Brown Ale, og der er ingen tvivl om, at den skiller sig ud fra testens resterende øl. Ved første øjekast er det en meget mørk øl, og jeg er overbevist om, at der er mange, der ligesom jeg selv lige skal tage tilløb til at smage på sagerne.

Smagen overrasker dog, og den smager slet ikke så kraftigt som forventet. Faktisk er der mere spark i Thisteds bud. Nogle ville måske beskrive det som en fortyndet Newcastle Brown Ale. Den er en smule bitter, men ikke for meget, og jeg kan faktisk godt lide den. Som etiketten indikerer, er der noter af lakrids, og det er man slet ikke i tvivl om, når man smager på varerne. Eftersmagen er nærmest som en bid Bagsværd Lakrids.

Her får du en spændende og utraditionel øl til påskebordet, der har mørke smagsnoter uden at afskrække. Den er formentligt mest oplagt til de varme retter, da lakridssmagen er ret gennemtrængende.

Fra venstre: Thisted Bryghus' Easter Bock, Sæby Bryghus' Sæbygaard Brown, Too Old To Die Youngs Party Crasher, Bad Seed Brewings Slice of Sunshine <i>Foto: Lotte Kjær</i>

Fra venstre: Thisted Bryghus' Easter Bock, Sæby Bryghus' Sæbygaard Brown, Too Old To Die Youngs Party Crasher, Bad Seed Brewings Slice of Sunshine Foto: Lotte Kjær

Den endelige konklusion

Bad Seed Brewing udfordrer det traditionelle påskebord med en bitter IPA, som jeg falder i svime over, og Too Old To Die Young får pluspoint for at lave en øl, der er økologisk og frisk, men begge øl kræver formentlig, at der også spædes til med mere traditionelle sager, så der er lidt for enhver smag. Her kunne Thisted Bryghus’ variant være et lækkert bud, og der er helt sikkert mange nordjyder, som ville sætte pris på en Easter Bock til at skylle sildemadden ned med. Hvis du gerne vil gå utraditionelt til værks, men ikke ser den store fidus i lyse øl, er Sæbys Brown Ale et udmærket bud, men den er nok bedst til de varme retter.

Nordjyske Tester

  • Nordjyske Tester er et koncept, hvor Det Nordjyske Mediehus hver uge tester en række produkter eller services, som er relevante for nordjyderne.
  • Det kan være alt fra bilvask til stadionplatter fra de nordjyske sportsarenaer.
  • Har du en idé til, hvad vi skal teste i fremtiden, kan du sende et tip til: nordjysketester@dnmh.dk

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.