Her finder du de bedste vandreruter
Oplev den smukke og vilde side af Nordjylland til fods

Rubjerg Knude. Foto: Oh So Quiet
Er du en af dem, der drømmer om at udforske Nordjyllands smukke og vilde landskab til fods? Så er du ikke den eneste! I denne artikel har vi samlet tre bud på gode vandreruter i Nordjylland, som tager dig med på en rejse gennem nogle af de mest naturskønne nordjyske områder.
I de seneste år er danskerens interesse for at hoppe i vandrestøvlerne steget betydeligt, og ifølge de seneste tal fra landsforeningen Dansk Vandrelaug er antallet af vandrere faktisk steget med 10 procent fra 2020 til 2021.
Også i Nordjylland tager mange ud for at opleve de flotte nordjyske skove, klitlandskaberne langs vestkysten og åbne heder. Med så mange smukke områder kan det dog være en udfordring at vælge imellem de forskellige ruter. Derfor har vi i denne udgave af Nordjyske Tester spurgt iværksætteren bag vandrekonceptet Oh So Quiet, Pia Stigaard Skammelsen, om tre bud på hendes favoritruter i Nordjylland.
Flot gåtur mellem Tranum og Fosdalen
Det første bud er vandreruten mellem Tranum og Fosdal Plantage. Ruten veksler mellem at være lukket skov og åben hede, hvilket gør vandreruten utrolig smuk og varieret. Udover at man kan vælge mellem flere ruter af forskellig distance, er der også en naturlegeplads og en bålplads i begyndelsen af ruten i udkanten af Tranum, som gør Tranum-Fosdal-ruten perfekt til børnefamilier:
- Vandrestien Tranum-Fosdal er udover at være en utrolig smuk rute, også certificeret som ”Premium Vandrerute” af Deutsches Wander Institut, der stiller strenge krav til bl.a. skiltning. Ruten har derfor mange skilte, oversigtskort og en tydelig markering af stien, som gør det let at navigere uden brug af kort. Det er personligt en af mine favoritruter, som med årstidernes skiften også ændrer karakter og giver nye sanseindtryk, og derfor er det helt sikkert en rute, jeg vil anbefale til alle, lyder det fra Pia Stigaard Skammelsen.
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kuperet terræn i Rubjerg Knude
De fleste kender Rubjerg Knude Fyr, der efterhånden er en af Nordjyllands største turistattraktioner. Men udover at være et ikonisk symbol på den jyske vestkyst, er ruten ud til fyret også en af smukkeste vandreruter, hvis man spørger Pia Stigaard Skammelsen. Selvom ruten ikke er afmærket, kan man let starte vandreturen for enden af Fyrvejen, hvor der også er parkeringsmuligheder. Herfra følger man Hærvejen/Nordsøstien til Nr. Lyngby, og her vil man undervejs passere fyret og ligeledes komme igennem klitplantagen. Vandreruten med den fantastiske udsigt over Vesterhavet strækker sig over 13 kilometer og består af forholdsvis kuperet terræn:
- På grund af det kuperede terræn ved Rubjerg Knude vil jeg anbefale vandreruten til de mere rutinerede vandrere. Men hvis man er blandt de erfarne – eller bare er frisk på en mere fysisk udfordrende gåtur – så er vandreturen helt sikkert et besøg værd. Undervejs på turen vil man opleve varieret natur, der består af både klitter, sandstrande, skov og hede, og alt i alt er turen en fantastisk oplevelse for den rutinerede vandrer, der ønsker at udforske den smukke natur og opleve en af Nordjyllands største turistattraktioner på samme tid, forklarer Pia Stigaard Skammelsen.
Gul rute i Thagaards Plantage
Den sidste vandrerute, Pia Stigaard Skammelsen fremhæver, er den gule rute i Thagaards Plantage, der ligger i Nationalpark Thy. Modsat ruten ved Rubjerg Knude er den gule vandrerute egnet til alle – også nybegyndere. Den fire kilometer lange rute, der består af små, hyggelige og snoede stier, er velafmærket og derfor velegnet til mindre erfarne vandrere:
- Når jeg udvælger og designer ruter, har jeg en række kvalitetskriterier, som ruten gerne skal leve op til. Kriterierne er blandt andet afvekslende natur, minimal bilstøj, helst uden asfalt, og den gule rute i Thagaards Plantage lever netop op til alle kriterierne, forklarer Pia Stigaard Skammelsen og fortsætter:
- Ruten er fyldt med afveksling i landskabet og tager dig med på en tur gennem skov, langs stranden og gennem klitheden – en naturrig oplevelse, som virkelig viser, hvor varieret og smuk naturen i Nordjylland kan være.
Den endelig konklusion
Skal vi opsummere, er der ifølge vandreentusiasten Pia Stigaard Skammelsen altså rig mulighed for at tage på både smukke, naturrige og varierende vandreture i Nordjylland. Der er ruter, der tilgodeser de mindre erfarne, de rutinerede og børnefamilierne, og det er således blot at beslutte, hvilket segment man hører til og ellers bare springe ud i det.
Pia Stigaard Skammelsen mener selv, at de bedste vandreruter er dem, man ikke har gået før. At tage på en vandretur er med andre ord at tage på et eventyr, og det handler derfor om, at udforske nye, spændende områder.
Nordjyske Tester
Nordjyske Tester er et koncept, hvor Det Nordjyske Mediehus hver uge tester en række produkter eller services, som er relevante for nordjyderne. Det kan være alt fra bilvask til stadionplatter fra de nordjyske sportsarenaer. Har du en idé til, hvad vi skal teste i fremtiden, kan du sende et tip til: nordjysketester@dnmh.dk
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.