Nordjyske Tester: Nordjyderne har talt: Her er stederne, der virkelig er ’Too Good To Go’

Posen fra Coop 365 Skørping.
Posen fra Coop 365 Skørping. Foto: Medlem af Facebook-gruppen: Too good to go – erfaringer i Nordjylland

Siden Too Good To Go blev lanceret i 2015 har madspildsappen i den grad vundet indpas hos mange danskere. Og det er ikke anderledes i Nordjylland, hvor flere hundrede restauranter og supermarkeder hver dag langer de populære ‘lykkeposer’ over disken fyldt med madvarer, der ellers ville være gået til spilde, når dagen er omme.

Nordjyske tester
  • Nordjyske Tester er et koncept, hvor Det Nordjyske Mediehus hver uge tester en række produkter eller services, som er relevante for nordjyderne. 
  • Det kan være alt fra bilvask til stadionplatter fra de nordjyske sportsarenaer. 
  • Har du en idé til, hvad vi skal teste i fremtiden, kan du sende et tip til: nordjysketester@dnmh.dk

Med et hav af forskellige muligheder, når det kommer til Too Good To Go-steder i Nordjylland, har vi i denne udgave af Nordjyske Tester sat os for at finde ud af hvilke steder, som er blandt de bedste ifølge nordjyderne selv. Vi har nemlig adspurgt de sande eksperter; medlemmerne af Facebookgruppen “Too good to go – erfaringer i Nordjylland” hvilke steder, der netop er deres favoritter.

Dagligvarebutikker

Kigger vi på fordelingen af stemmer, står det klart, at de nordjyske dagligvarebutikker er de sande konger i kampen om de bedste lykkeposer holdt op mod både bagerier, cafeer og restauranter. Det kan muligvis tilskrives et større udbud af dagligvarebutikker i appen, men ikke desto mindre hersker der en tæt duel mellem butikkerne.

Føtex og SuperBrugsen indtager en delt førsteplads, og her befinder vi os altså helt i toppen af lykkepose-ligaen. Bagværk, frugt og grønt og endda dagligvarer findes i SuperBrugsens pose – de har det hele! Og selvom kvaliteten er i top, behøver prisen ikke at være det. Lykkeposerne koster 30 kroner, så det er jo en ægte fryd for pengepungen.

Blandt toppen finder vi også Coop 365, Netto og Kvickly, der alle har scoret omkring 4 ud af 5 stjerner i bedømmelserne i appen – ikke dårligt! Men det er særligt Kvickly, der skiller sig ud som en sand vinder, fordi du her, ifølge de erfarne nordjyder, virkelig får noget for pengene. Og hvem vil ikke gerne det?

Bagerier

Lad os springe videre til bagerkategorien, hvor det ikke er nogen overraskelse, at det aalborgensiske bageri Penny Lane ligger i toppen. Her får du en pose fyldt med (næsten) friskbagt brød og kager, der får dit madhjerte til at synge af glæde – og hva’ koster’d? Sølle 39 kroner! De populære lykkeposer fra Penny Lane forsvinder som dug for solen, så det gælder om at være lynhurtig på tasterne.

Hvis du ikke bor i nærheden af Aalborg, skal du dog ikke opgive chancen for at få fingrene i en lækker lykkepose fyldt med bagerens guld. På listen over de bedste Too Good To Go-steder finder vi nemlig også Espresso House og Guldbageren, der begge har flere afdelinger rundt omkring i Nordjylland.

Restauranter

Så er vi nået til den sidste kategori i denne omgang; restauranterne. Udvalget er ikke så stort som i de andre kategorier, men restauranterne fortjener i den grad også at blive fremhævet! Her skiller især Sushi Mania sig ud som et sted, der ofte bliver omtalt med rosende ord i den nordjyske Too Good To Go-facebookgruppe. Og det er ikke uden grund. For selvom sushi normalt kan være en dyr fornøjelse, kan du her få en lykkeboks for lidt over 100 kroner med mad nok til at mætte to personer – eller én meget sulten sjæl.


Også D’let – Det Grønne Køkken & Thai Take Away samt IKEA indtager fine placeringer. Og selv når man skulle tro, at IKEA ikke kunne blive billigere, kan du blandt andet få deres varme retter til bare 29 kroner. Her kan du være heldig at få fingrene en af deres lækre burgere eller de berømte svenske köttbullar. Det er næsten for godt til at være sandt!

Den endelige konklusion

Vi nordjyder går uden tvivl gerne forrest i kampen mod madspild – i hvert fald, når der er penge at spare. En præstation, vi godt kan være stolte af. Med så mange lækre muligheder i appen, kan det næsten være en jungle at finde rundt i, men hvis du vælger et af ovenstående steder, har du hermed nordjydernes ord for, at du ikke går helt galt i byen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden