NORDJYSKEs direktør fylder rundt

At han skulle blive leder i mediebranchen lå ikke i kortene, da han trådte sine barnesko i Vejgaard i Aalborg

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Adm. direktør for NORDJYSKE Medier, Morten Vinther Jensen, kan i morgen fejre rund fødselsdag. Foto: Martin Damgård Foto: Martin Damgård

¤ Morten Vinther Jensen, adm. direktør, fylder lørdag 50 år.

Morten Vinther Jensen er administrerende direktør for NORDJYSKE Medier. At han skulle blive leder i mediebranchen lå ikke i kortene, da han trådte sine barnesko i Vejgaard i Aalborg. Og så er det endda ikke så underligt, mener han selv.

I 1995 blev han uddannet civil- ingeniør i virksomhedssystemer, og efterfølgende tog han en HD i afsætning fra Aalborg Universitet og en lederuddannelse fra Said Business School under Oxford University. Den efterfølgende karriere gik fra Landbrugets EDB Center, Sonofon, End2End og til BAE Systems Applied Intelligence A/S, hvor han i 2012 blev direktør for den engelske forsvars- og overvågningskoncerns afdeling i Golfregionen. Det indebar, at han rykkede teltpælene op og flyttede med sin familie til Dubai.

Efter tre år vendte han og familien igen hjem til Danmark, da Morten Vinther Jensen blev direktør for virksomhedens europæiske-, nordafrikanske- og sydamerikanske region.

Selv om afdelingens kontor havde adresse i Nordjylland, var han som regel ude at rejse.

- Jeg har jo nærmest levet i en flyvemaskine i rigtig mange år, siger Morten Vinther Jensen.

I august 2018 blev han ansat på NORDJYSKE Medier, og rejseaktiviteten er stort set lagt på hylden, i hvert fald arbejdsmæssigt.

- Nu rejser jeg kun til København af og til. Enkelte gange til Stockholm, men så går det også vildt for sig, siger han.

Men det gør ham ikke noget. Han kan godt lide forandringer. Det er blandt andet dem, der driver ham, og han er ikke bange for dem.

- Jeg kan godt lide at rykke ting fra A til B, at arbejde med ledelse og mennesker, at skabe transformation med eksempelvis ny teknologi og i det hele taget at se resultatet af en indsats. Om det så indebærer at bo i en kuffert eller ej, betyder ikke så meget.

At Morten Vinther Jensen skiftede international cyberkriminalitets-bekæmpelse ud med et nordjysk mediehus, er ifølge ham selv helt forståeligt:

- Der er mange lighedspunkter mellem det, jeg har arbejdet med før og det, jeg arbejder med nu: Nemlig brancher i opbrud. Mediebranchen står over for en helt ny fremtid, og vi skal til at handle anderledes, end man før har været vant til. Her kan jeg bestemt bruge de positive erfaringer, jeg har med i bagagen, siger han.

Morten Vinther Jensen mener, at de etablerede medier - herunder NORDJYSKE Medier - har en berettigelse og en vigtig rolle i samfundet. Men det kræver, at medierne udvikler sig.

- Jeg synes faktisk, der er et stort potentiale i mediebranchen, og for vores vedkommende betyder det, at vi skal tættere på nordjyderne, og vi skal udvikle os til at blive mere relevante og mere nærværende for flere. Samtidig skal vi være en stadig vigtigere del af det lokale- og regionale fællesskab.

Han lægger ikke skjul på, at det kræver en stor transformation og en ny måde at være mediehus på.

- Vi er ved at lægge spor til en ny fremtid, og det er en vigtig investering, understreger han.

Og sådan kunne Morten Vinther Jensen fortælle meget mere om mediernes rolle i samfundet, men der sniges lige et spørgsmål ind om fritidsinteresser.

- Uh, fritid er jo ikke det, jeg har mest af. Men familie, venner, god mad, rejser og motion betyder meget for mig. Jeg kan faktisk også godt lide at bruge tid på at læse, og her er jeg nok lidt miljøskadet, for det kommer som regel til at handle om teknik, astronomi, politik og nye trends inden for videnskaben.

Morten Vinther Jensen fejrer sin 50-års fødselsdag med sin aller-nærmeste familie.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.