Kan du kende hende? TV-kendis skal være kreativ med indlagte børn
Tidligere vinder i tv-programmet Nybyggerne, skal give indlagte børn på Aalborg Universitetshospital et kreativt frirum

”Nybyggerne”-vinderen Lise Vandborg er Aalborg Universitetshospitals nye Kreahelt. Her inviterer hun indlagte børn indenfor i det kreative værksted, hvor der er fokus på fantasi, fordybelse og leg. Foto: Børneulykkesfonden
AALBORG:For et barn kan det være en skræmmende og til tider kedelig affære at være indlagt på et sygehus. Inaktivitet, ensomhed og ventetid er en del af hverdagen, men det skal Børneulykkesfondens initiativ Kreaheltene på Aalborg Universitetshospital nu forsøge at lave om på.
Kreaheltene blev lanceret på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital i Odense i september sidste år, og målet er at bringe mere kreativitet og fantasi ind i de indlagte børns hverdag.
Konceptet har været fulgt med stor interesse, og Aalborg Universitetshospital bliver det andet hospital i landet, som får sin helt egen Kreahelt.
- Efter en utrolig varm velkomst til Kreaheltene i Odense er det helt fantastisk, at vi nu har mulighed for at bringe vores kreative univers ind på endnu et hospital. Med Kreaheltene er det vores mål at skabe rammerne for kreative lege og aktiviteter. Det er nemlig noget af det, børn og familier med sygdom og diagnoser tæt inde på livet ofte kan have svært ved at finde tid til, siger generalsekretær i Børneulykkesfonden, Henriette Madsen i en pressemeddelelse.
Kendt Kreahelt
Når Kreaheltene rykker ind på Aalborg Universitetshospital, er det med den 26-årige Lise Vandborg i spidsen.
Hvis navnet lyder bekendt, er det nok fordi, at Lise sammen med kæresten Michael vandt TV2-programmet ”Nybyggerne” tilbage i 2016. Herudover står Lise bag flere bøger om kreative projekter til børn.
- Jeg glæder mig enormt til at give de indlagte børn et kreativt frirum, hvor sygdommen for en stund kan glemmes. Når vi starter op på Aalborg Universitetshospital, kommer jeg til at drive kreaværkstedet, hvor børnene og deres familier kan komme og klippe, klistre, tegne, male, lave små figurer og meget andet. Vi skal give fantasien fuld gas og lave både skøre og sjove kreationer, fortæller Lise Vandborg.
Kreaheltene har premiere på Aalborg Universitetshospital i denne uge.
Kreaheltene
* Kreaheltene udspringer af projektet Legeheltene, som har eksisteret på sygehuse siden 2016
* Legeheltenes formål er at give indlagte børn mulighed for leg og bevægelse.
* Legeheltene findes på 13 sygehuse i Danmark og på Færøerne
* Kreaheltene findes nu på to sygehuse i Danmark - i Aalborg og i Odense.
* Hvert år bliver 60.000 børn i alderen 1-14 år indlagt på sygehuse i Danmark
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.