Nu må alle kommuner forbyde kørsel på diesel og benzin
Det bliver muligt at etablere afgrænsede områder, hvor der kun må køre fossilfrie køretøjer
NORDJYLLAND: I et forsøg på at skærpe kampen mod luftforurening har et flertal i Folketinget fredag aftalt, at samtlige 98 kommuner fremover må etablere særlige områder, hvor kun må køre fossilfrie køretøjer.
Det udelukker alle diesel- og benzinbiler, oplyser Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
Lovforslaget, der skal effektuere aftalen, ventes fremsat i efteråret, og kommunerne får lov at vælge mellem, om zonerne skal omfatte persontrafik eller al trafik og dermed også eksempelvis varetransport.
I forvejen er der i flere kommuner indført såkaldte miljøzoner, der stiller en række krav til personbiler, varevogne, lastbiler og busser, der kører på diesel. Miljøzonerne findes blandt andet i Aalborg, Odense, Frederiksberg, Aarhus og København.
I fjor besluttede byrådet i Aalborg, at dieseldrevne personbiler uden partikelfilter fra 1. oktober 2023 ikke længere kunne køre i byens miljøzone, hvilket er en meget stor del af Aalborg midtby, uden at få en bøde.
Med fredagens aftale bliver det altså muligt med deciderede forbud overalt i Danmark, hvor kommunerne finder det relevant.
Ifølge klima- og miljørådmand Per Clausen (EL), som om få dage viger pladsen til fordel for partifællen Anna Aaen for at gå på orlov og koncentrere sig om sin kampagne for at blive valgt til EU-Parlamentet, ligger der ikke køreklare planer i Aalborg for de nye forbudszoner.
- Vi har diskuteret det flere gange i byrådet, men indtil videre har der ikke været flertal for det. Jeg synes, det er en god idé og oplagt at gøre det. Og når det nu bliver en reel mulighed, så kommer vi til at diskutere det igen. Det er også fortsat nævnt som en mulighed i vores klimahandlingsplan, og min efterfølger kommer helt sikkert også til at arbejde for at indføre det, siger Per Clausen.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) siger, at aftalen blandt andet skal mindske luftforureningen i byerne.
- Problemet er størst i byerne, og derfor skal kommunerne have mulighed for at sætte ind, så vi kan sikre renere luft lokalt, udtaler han i pressemeddelelsen.
Det ventes, at aftalen om at give mulighed for at indføre forbudszoner - også kaldet nulemissionszoner - får endnu flere til at købe elbiler frem for biler, der kører på diesel eller benzin. Det fremgår også af aftalen.
Der er planer om at lave forbudszoner - de såkaldte nulemissionszoner - i Aarhus og København. I København skal der være en nulemissionszone i Middelalderbyen, siger overborgmester Sophie Hæstorp (S) i pressemeddelelsen fra Miljøministeriet.
I Aarhus skal det først senere besluttes, hvor zonerne skal etableres.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.